Plader

Will Stratton: Post-Empire

Indløs billet til en blid togtur, hvor destinationen er drømmeland. Sanger og komponist Will Stratton holder en plads. Han har sin guitar med og spiller følsom folk til tiden.

Som 21-årig udtalte Will Stratton, at han altid har ønsket at lave musik, der bevæger folk. Et ønske, der langt hen ad vejen går i opfyldelse for den nu 24-årige amerikaner på den stilfærdige og støvede Post-Empire. Der er ikke meget støj og rabalder at hente på pladens små tre kvarter. Det er derimod en 43 minutters behagelig smuttur med pladsreservation i indiefolk-kupéen – den med stillezoneklistermærket, hvor sædet kan vippes lidt tilbage.

Stratton er født i Californien og flyttede senere til Brooklyn, New York, hvor han i dag er bosiddende. Her er de nye numre også indspillet med støtte fra bl.a. Feists band. Med i kufferten er hans tro følgesvend, guitaren. Det hurtige guitarspil mestrer han på nærmest overlegen vis, og strengelegen dominerer helt naturligt. Hele vejen. Vokalen og guitaren bliver udelukkende akkompagneret af strygere og kor, hvilket sammenlagt giver et lydmæssigt nedbarberet udtryk. Albummets to første numre, ”You Divers” og ”When You Let Your Hair Down to Your Shoulders”, er de mest udfarende og støjende, hvis man da overhovedet kan tale om støj på en plade, der er skabt til en rejse med lukkede øjne og hørebøffer. Herefter er der ikke længere grund til at tysse i  kupeen. Nu følger de stationer, man sjældent kan undgå, medmindre man tager lyntoget. Små trinbræt, hvor kun de allermest dedikerede kan se idéen i at stå af. Her bliver det for en stund lidt for jævnt og uinspirerende.

Væbner man sig med tålmodighed og bliver siddende på sin plads, bliver det hele snart lidt bedre, ja, sjovt nok på “If You Wait Long Enough”. Det virker her, som om Stratton har ufattelig meget, han skal nå på sin guitar. Hans sublime fingerspil kommer til sin ret, og han når lige præcis det, han skal. »Don’t die pretty, don’t die young« indleder han med overskud og overbevisning. Et nummer og en intro, der klart tåler en gentagelse. På “Relatively Fair” bliver det harmonisk og højtsvævende, og man får trang til at skyde sædet endnu et hak tilbage. Dybt inde smelter Strattons vokal sammen med Amelia Meaths og bliver til en mindeværdig duet.

Post-Empire er den produktive sanger og komponists fjerde udspil. I tråd med hans tidligere albums er det også på Post-Empire nærliggende at trække referencer til Sufjan Stevens, som faktisk gæstede debuten What the Night Said fra 2007. Ligeledes går han tydeligvis i fodsporene på et af forbillederne, Nick Drake, men på mange måder er den unge komet sin egen. Ganske imponerende at være så følsom og vedkommende i så ung en alder.

Knap tre kvarter i Strattons talentfulde selskab går hastigt trods småsten på skinnenettet. Han når endestationen til tiden, men et enkelt sporskifte undervejs ville være ønskværdigt. Post-Empire bliver nemlig en anelse monoton i længden, og lænes sædet helt tilbage, må man overgive sig til drømmeland, hvilket dog langt fra er det værste, der kan ske.

★★★½☆☆

Deltag i debat