Koncerter

Xiu Xiu, 13.04.12, Stengade, København

Skrevet af Signe Palsøe

Måske lyder det direkte dumdristigt at tilbringe fredag den 13. i en mørk kælder i selskab med Xiu Xiu. Ikke desto mindre krævede det ikke den store modtagelighed at lade sig lokke i selvpinerisk fordærv af gruppens psykotiske og forskruede, men denne aften også overordentligt dansable bekendelser.

»Cremate me after you come on my lips, honey boy.« Selvom det snart er et årti siden, at Xiu Xiu udgav en af 00’ernes milepæle i indierocken, Fabulous Muscles, indkapsler pladens titelnummer måske stadig dét, som flest forbinder med amerikanerne: Jamie Stewarts vaklende, udpenslende og dybt forstyrrede ordstrøm i et skrøbeligt lydbillede, som truer med at falde fra hinanden eller angribe lytteren med en hvæsset kniv hvert øjeblik. Et kendetegn, som det antageligt passer bandet fint at holde fast i. Fredag trådte de fire i al fald på scenen for nærmest andægtigt at henlede opmærksomheden på Stewart, så han kunne indlede aftenen med netop denne hakkende bekendelse.

Xiu Xiu har ganske vist ikke lagt forkærligheden for hysteriske beretninger om forskruede eksistenser på hylden gennem den håndfuld plader, der er udkommet siden Fabulous Muscles, men alligevel var åbningsnummeret ikke den mest oplagte forsmag på, hvad publikum havde i vente. Bandet er med tiden blevet mere frembrusende og hårdtslående, og det var da også dette indtryk, som tog over med den efterfølgende “Smear the Queen” fra den nyligt udkomne Always og overordnet kom til at dominere koncerten. Brutale dolkestød af hvinende effekter tvang snart åbnerens ildevarslende stilhed i knæ, og selvom de pumpende rytmer og forvrængede synth-indryk unægteligt var dansable, skulle man ikke tro, det kunne være en entydig fornøjelse at sætte kroppen i bevægelse til Xiu Xius aggressive eller direkte ubehagelige lydmanipulationer.

Men det var det selvfølgelig, for et af bandets største aktiver er vel netop, at de kan gøre enhver leverpostejsfarvet gennemsnitseksistens til smerteslubrende masochist for en stund. Og til formålet havde de sammensat en overordentlig velkomponeret sætliste, der kom godt omkring i bandets lyd såvel som diskografi uden at glemme det endog meget vigtige faktum, at det var fredag aften. “The Fox and the Rabbit” fra 2006’s The Air Force var således en kærkommen reminder om et mere elektronisk og synthblippende Xiu Xiu, men ligesom med den efterfølgende “Beauty Towne” fik publikum ikke lov til at falde til rette i de ellers temmelig iørefaldende melodier – det sikrede ildevarslende opbrud af hvinende guitar, tilfældigt famlende percussion eller krukkede og indlevede, men aldrig overspillet teatralske hyl fra Stewart.

Kontrasterne var velafvejede, og at lirke en endog meget tyst og slæbende version af “Sad Pony Guerilla Girl” ind efter en ukontrolleret “In Lust You Can Hear the Axe Fall” samt de fængende “Joey’s Song” og “This Too Shall Pass Away” sikrede en herligt kuldegysende forstærkning af nummerets uheldsvangre karakter – hvis man da så bort fra den til tider noget højrøstede fredagsknævren, der nu temmelig tydeligt trængte igennem fra de bagerste rækker.

Af samme grund var det glimrende, at Xiu Xiu trods alt holdt de stille passager på et minimum og i stedet arbejdede med at variere udtrykket i de numre, der i højere grad rakte hånden ud mod publikum. Det blev også opskriften på en eskalerende afslutning. Den buldrende og synthhoppende “Hi” var i den henseende et oplagt indslag, men at runde af med en skarp, hurtig og punchy version af “I Luv the Valley” fulgt op af en coverversion af Suicides “Frankie Teardrop” var decideret hæsblæsende. Stewarts adfærd på scenen var aftenen igennem blevet tiltagende rastløs, men med hans eksalterede »oh, Frankie, Frankie«-messen over den drønende postpunk blev løsrivelsen komplet – og trods en vedholdende opfordring fra publikum, var det måske meget godt, at Xiu Xiu ikke fulgte op med yderligere ekstranumre, eftersom Stewart syntes at have nået makspunktet for, hvor mange gange en mikrofonledning kan vikles rundt om halsen.

Xiu Xius projekt er en balancekunst af de vanskeligere, og at bandets hysteriske udtryk på intet tidspunkt i løbet af koncerten kammede over i det fortænkte eller overfladiske, vidner om stor liveerfaring og indlevelse hos medlemmerne. Selvom man må håbe, at det overbevisende greb om musikken ikke tager afsæt i egentlige personlige dæmoner, kan det alt andet lige være svært at ønske sig et mere udramatisk syn på gruppen. Ikke mindst i en trykket kælder på sådan en fredag den 13., hvor ubehagelighederne helst skal komme så tæt ind på livet som overhovedet muligt.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat