Plader

Analogik: New Seeland

Skrevet af Daniel Niebuhr

New Seeland møder Balkan Afrika let og elegant guidet af nogle jyske spillemænd. Analogiks seneste plade byder på en kreativ kombination af de to ellers så særprægede genrer.

Hvad stiller man op, når en ellers Balkan-inspireret flok jyder pludselig sætter kurs stik syd mod Etiopien og afrikanske funkrytmer? Det spørgsmål stiller jeg mig selv, efter at jeg nu gennem en længere periode har siddet og brugt tid på Analogiks seneste plade, New Seeland. Grænsen mellem velfungerende fusion og det stik modsatte er hårfin, og albummet efterlader mig med holdninger i både den positive og negative ende af skalaen.

På den ene side skaber hornsektionen foruden de andre afrikanske lydtemaer en interessant modpol til den ellers så vestlige turntablism på “Camel Clap Break”, der – for at give en logisk forklaring på nummerets titel – blandt andet også byder på diverse kamelbrøl. Og hvor brølende kameler i næsten alle andre tilfælde ville give anledning til stor undren hos lytteren, formår Analogik at skabe deres helt eget særegne instrument, der smelter ufattelig godt sammen med horn, bas og vinylscratch. De to verdensegne føles primært som en udmærket kombination, hvor man kan befinde sig i Danmark, men dog stadig have en fod i både Beograd såvel som Bahir Dar.

På den anden side kommer inkorporeringen af Afrika på Balkan-halvøen til tider også til at føles lidt for forceret. Det høres måske bedst på “Jysk Kongo”, som allermest lyder som et nummer, der prøver at få så meget Afrika med som overhovedet muligt. De afrikanske elementer etableres alt for let, og Balkan synes pludselig meget langt væk, hvilket placerer nummeret langt fra de få, men stadig interessante højdepunkter på pladen.

Samtidig ryger man også ind i et af de største problemer, som afrikansk musik i vestlige ører døjer med. Oftest grundet numrenes længde kombineret med de ret så repetitive rytmer ender afrobeat og mange andre afrikanske genrer desværre tit med at fremstå meget ensformige for vestlige lyttere, skønt de selv samme elementer optræder i mange af de vestlige genrer. Derfor risikerer mange numre på New Seeland også bare at blive ét ud af mange, der minder om hinanden.

De eksperimentelle og fusionerende aspekter ved New Seeland er uden tvivl pladens store fokuspunkt. Men hvor de til tider fremstår enten for ensformige eller for forcerede, er der heldigvis overvægt i de øjeblikke, hvor sammensmeltningen af Afrika, Balkan og Vestens musikalske tendenser faktisk skaber rigtig god musik kreeret af talentfulde og kreative musikere.

★★★★☆☆

Deltag i debat