Plader

Baby Woodrose: Third Eye Surgery

Skrevet af Daniel Niebuhr

Lorenzo Woodrose viser på sit sjette studiealbum med resten af Baby Woodrose-medlemmerne, at tiden også har været brugt på andre projekter. Og det klæder faktisk Third Eye Surgery.

Efter at Lorenzo Woodrose først færdiggjorde Dragontears-trilogien i 2010 for derefter at genoplive Spids Nøgenhat i 2011 vender han nu tilbage til Baby Woodrose. Oprindeligt var det hans eget enmandsprojekt, men siden har det både været en trio og en kvartet – og nu er Lorenzo Woodrose & co. klar med det sjette studiealbum, Third Eye Surgery.

Umiddelbart er pladen i bund og grund den samme omgang 60’er-inspirerede rock, som vi i Baby Woodrose-sammenhænge har stødt på før. Men på Third Eye Surgery er der også spacede rocktendenser, som sammen med garage- og psychrocken udgør to tredjedele af kombinationen. Med flere af de syrede elementer fra både Dragontears og Spids Nøgenhat som den sidste faktor skaber de tre hjørner af rockens genreoversigt en ekstra dimension på Third Eye Surgery.

Noget af det første, jeg umiddelbart lægger mærke til, er pladens mere upolerede og kantede musikalske udtryk. “Waiting for the War” ligger for eksempel mere ovre mod industrial end psychedelica, og Lorenzo virker på enkelte numre meget mere ligefrem og rå, end man har været vidne til på tidligere Baby Woodrose-album.

Heldigvis er der også givet plads til friere tøjler, hvor eksperimenterne og kreativiteten har fået masser af spilletid. Her kan for eksempel nævnes “Nothing is Real”, der er blevet tilsat en guitarsolo, som også trækker tråde til de lange, udstrakte soli, man kender fra de andre Lorenzo-projekter. Og på “Dandelion” optræder Lorenzo i en duet med Emma Acs, hvis vokal harmonerer ufattelig godt med hendes mandlige modpart og resten af den lidt mere poppede omgang syre. Flere af numrene på pladen bliver oven i købet glimrende akkompagneret af Vicki Youngs sitar, der er med til at udvide det i forvejen syrede lydbillede.

Det hele ender med “Honalee”, der er en mere end fem et halvt minut lang udsyret ‘ballade’, om man vil, der giver associationer til Spids Nøgenhats ditto “Når spindelvævene blomstrer”. Det er langstrakte guitarakkorder, Lorenzos drømmende vokal og et ligeledes drømmende syretrip, når det er bedst og kunne i grunden sagtens have varet dobbelt så lang tid – hvis ikke mere.

At Lorenzo Woodrose for uden Baby Woodrose har brugt en masse tid på både Dragontears såvel som Spids Nøgenhat, kan sagtens høres på Third Eye Surgery, og det klæder albummet, der ultimativt fremstår som en velfungerende fusion af hans tre primære musikalske projekter.

★★★★½☆

Deltag i debat