Plader

Best Coast: The Only Place

På deres andet album vender Best Coast tilbage med en krystalklar lyd og 11 fine indiepopsange, der fortæller hver deres historier.

Best Coasts første album, Crazy for You, var et studie i dovne og lo-fi popsange. På bandets nye plade, The Only Place, er der skruet op for den krystalklare lyd og forsanger Bethany Cosentinos vokal. Men Best Coast har ikke skruet ned for de dovne popsange. Heldigvis.

Det starter med jangle-guitarer og fuld fart på de fræsende trommer. “The Only Place” handler om hjembyen og dét, den kan tilbyde: stranden, bølger og solen. Det går stærkt, og man får lyst til at spænde danseskoene på. Solen står lavt på himlen, og guitaren skvulper ind over trommerne, mens Consentinos fortæller, at hun har hjemme. Lige her.

Efter den fabelagtige åbner kan det overraske, at der efterfølgende kommer 10 bittersøde historier. Det lyder for det meste afdæmpet kaotisk, når Cosentino fortæller om, hvordan det er at være alene, og at hun bare gerne vil være en »better girl.« Eller når hun synger, at »I don’t wanna be how they want to be.« Det kunne være så patetisk, men melodierne redder sangene fra at drukne i weltschmerz.

For guitaren og de gode, faste trommeslag holder fast i lytteren, når vi hører om, hvordan det er at være en ung pige i Los Angeles, mens man er usikker på sig selv og sine forhold til venner og kærester. De små fortællinger med de gode melodier giver mere lyst til at sidde og kikke på solnedgangen ved stranden, end de giver behov for at grave sig ned i en dyne.

Det er først i pladens næstsidste skæring, “Let’s Go Home”, at vi når samme fart som åbningsnummeret. Her er der lagt mere lidt energi og kådhed i sangen. Cosentino har set det, hun vil. Man fornemmer, at hun er tæt på, men at vejen er besværlig. Hun vil bare gerne hjem – og helst i en allerhelvedes fart. Trommerne buldrer derudaf, mens de rivende guitarer oversvømmer lydbilledet. Da guitaren og trommerne trækker sig tilbage, er hun hjemme.

11 historier er mange på cirka 35 minutter, men pladsen bliver ikke for trang. Der er ingen, der bliver kvalt her, så længe de kan lide beachpop af den allerfineste karat.

★★★★★☆

Deltag i debat