Plader

Chiddy Bang: Breakfast

Skrevet af Maja Hirani

Chiddy Bangs debutalbum består af sommerlig hiphop/pop, der på en og samme tid besidder en gennemgående feel-good stemning og virker en tand for indholdsløst til at hænge ved.

Efter en længere række mixtapes og et par ep’er er Chiddy Bang nu ude med deres officielle debutalbum. Philadelphia-duoen, som består af rapper Chiddy og producer Xaphoon Jones, har opnået en del hype inden Breakfast, og albummet viser, at de forsøger at favne bredt. Det første, der slår én ved Breakfast, er, at lyden er forbløffende poppet. Både rap, tekst, beats, omkvæd og features bidrager til en let og særdeles radiovenlig atmosfære.

Efter en ret misvisende fredfyldt intro følger titelnummeret, der minder mest om en hårdtslående, klassisk, selvpromoverende rapbanger, hvilket er en kende paradoksalt i forhold til de resterende sange. »How do you dumb it down when you’re highly intelligent« spørger Chiddy sig selv, og med resten af albummet in mente kan linjen forekomme direkte komisk. Én ting er nemlig stensikker ved Breakfast: Når det gælder substans, er albummet stærkt begrænset. En gennemgående happy-go-lucky-indstilling sørger effektivt for, at ingen højtravende eller reflekterende tanker slipper igennem nåleøjet. Tekstmæssigt er albummet en tand for underernæret flere steder. Der er simpelthen ikke meget at komme efter, og de utallige linjer i stil med »You know that I’m for real / my love is Super Size, ain’t no Happy Meal« er decideret vandede.

Man kan gennemlytte Breakfast en million gange, og hver gang vil man sidde tilbage med følelsen af, at man ikke rigtig hørte et eneste ord. Måske fordi man hver gang blev forblændet af produktionernes kompromisløse blå himmel og fuglekvidren – eller også er det, fordi Chiddy bruger en helvedes masse ord på at… hmm… Den lader vi bare stå dér.

Man kan også gennemlytte Breakfast en million gange for at give sig hen til Xaphoon Jones’ lydunivers, der indiskutabelt emmer af sommer. Produktionerne er formegentlig inspireret af elektronisk musik, men de er drevet af en kommerciel formel, der gør dem letfordøjelige og samtidig skammeligt catchy. Kombinationen af Xaphoon Jones’ lyd og Chiddys ord er som helhed hverken specielt givende eller inspirerende. Men man kan ikke komme uden om, at de ved, hvad de laver, og selvom jeg ofte føler mig disorienteret og konfus i selskab med Breakfast (hovedsageligt, når jeg grubles over Chiddys vers – noget må han jo sige, jeg forstår det ikke), så er deres musikalske udtryk ikke til at tage fejl af, og det skal anerkendes.

Breakfast henvender sig kort og godt til de sommerglade, der nyder corny omkvæd, spiselige flows og poppede, fængende, velproducerede beats. På falderebet:
»So say la la la / I arrived: voila, black-eyed I am / I surprised Will.I and I can’t rely / on another guy / I was catterpillared into a butterfly!«

★★☆☆☆☆

Deltag i debat