Plader

Dig & Mig: Sommervarmen

Skrevet af Pladeklubben

Purunge Dig & Mig har med Sune Wagners hjælp begået et stykke befriende umiddelbar partypunk, der uden omsvøb buldrer derudaf, som skrev vi stadig 1985. Så længe de ikke tænker for meget over tingene, er det ganske fremragende.

Der er noget ironisk ved, at danske duo Dig & Mig med debutpladen Sommervarmen klinger så gennemført af 80’erne, samtidig med at den lyder, som om den bliver spillet af nogen, der ikke har oplevet dem.

Det kunne let være en stensikker opskrift på katastrofe, men unge Andrea Aagaard og Kasper Maarbjerg leverer et skud partypunk af en klasse, der gør det svært at bevare pessimismen og holde fødderne i ro. Det er lækkert beskidt med synth, trommemaskine, guitar og flabede vokaler. Det er Neue Deutsche Welle på dansk. Det er befriende ligefremt og uprætentiøst som bare fanden.

Det hele drejer sig om at være ung. Lyden er ung. Teksterne er unge. Albummet er kort og drøner derudaf med høj hast. Det er rebelsk, identitetssøgende og har afstand til det etablerede. Og det vil tage os med igennem byen med sømmet i bund uden at se os tilbage.

Det er en påmindelse om, hvor smukt og skørt det er at være ung, og så kan de fleste af os voksne såmænd nok lære at se igennem fingre med sproglige underfundigheder som titlen “Godt og se dig igen” (dog kun på iTunes-versionen), »den aftenkolde nattetrafik« (er det aften eller nat?) og »ryger lige til bage igen« (sic!).

For man skal ikke læse en kunstbog og bruge tillægsord og en rimordbog for at skrive en god tekst. Man skal bare skrive lige ud ad landevejen, og det er det, Dig & Mig gør. Det er langtfra perfekt, men det er måske netop pointen. Det går stærkt, også når der skrives tekster. Det kommer lige fra fingerspidserne, og det er det, der gør det stærkt.

Derfor kan det også være et irritationsmoment, når Dig & Mig stiger ud af boblen og forsøger sig med en mere moden, eftertænksom lyd som i den voldsomt Sune Wagnerficerede “Maler natten hvid” og i særdeleshed afslutningsnummeret, der har lagt navn til pladen.
Her kommer det til at virke, som om Neue Dänische Welle-lyden ikke helt kommer inde fra et ungdommeligt hjerte, men er noget, de to har besluttet sig for, fordi de synes, det er en sej lyd. Som om, at nu hvor 80’er-fritzen blevet moderne igen – så laver vi også lige noget musik fra samme skuffe. Og så går vi pludselig fra punk til hipster, og der er fanden til forskel på de to.

Denne hårfine grænse har Dig & Mig ikke altid helt let ved at finde, men heldigvis vinder det ægte for det meste over det påklistrede. Og heldigvis er det, når det er ægte, så fremragende livsglædemættet, at man ikke kan andet end at danse med i sit cowboytøj.

Men man kan altså ikke være punk kun i weekenden, og de mere stille skæringer på Sommervarmen ødelægger den fest, der lige var så godt i gang. Der er i øvrigt mange andre, der laver fuldskægsfølsom Brokeback Mountain-rock langt bedre.

Dig & Mig debuterer både solidt og lovende med en lyd så ren og umiddelbar, at man kun kan frydes. De skal stadig lige finde deres endelige form og få det helt stramme greb om såvel lyd som tekster (og stavning), men er rigtig godt i gang med noget, der kan blive virkelig godt. Og Sommervarmen har næppe leveret sit sidste radiohit med “Skyggerne”, der i de seneste uger har fået voldsomt meget airplay.

Festen er først lige begyndt, og den lover allerede godt.
Bertel:

★★★★☆☆

Mads:

★★★★½☆

Deltag i debat