Plader

Errors: Have Some Faith in Magic

Skrevet af Mads Qvortrup

Errors spiller en original variant af synthbaseret post-electro med mange forskellige elementer forenet fortrinligt under svævende vokaler, dansable rytmer og rig tekstur. De Pop Revo-aktuelle skotters tredje album er på én gang baggrundsegnet og værd at lytte nærmere til.

Mogwais pladeselskab, Rock Action Records, har siden 2005 haft postelectro-drengene Errors i deres fold. Begge bands er fra Glasgow, og som den skotske hane Mogwai er, hjælper de gerne deres landsmænd med at slå æggeskallen i stykker. Errors viste første gang deres ansigter på de skrå brædder i 2004 og tiltrak sig herved positiv opmærksomhed. Efter et par koncerter i hjembyen var Mogwai lutter øren og så et potentiale i de unge knøse. Da Errors blev kendt for deres liveoptrædener, måtte de udbygge deres band med en fast trommeslager, der kunne udgøre et organisk element i deres elektriske virvar af synths og programmerede trommer.

Mogwai er allerede nævnt fire gange indtil videre. Dette er symptomatisk for Errors’ to første fuldlængder, It’s Not Something But It Is Like Whatever og Come Down with Me, hvor Errors surfer på deres synthesizere på de uddøende krusninger i vandoverfladen, som Mogwai har efterladt sig. Begge plader var uden vokaler, men nu, to år efter den sidste udgivelse, virker Errors mere selvstændige. De har bl.a. føjet vokaler til på Have Some Faith in Magic, der tog undertegnede med bukserne nede og rykkede rundt på mine fordomme om moderne synth-pop/rock. Når jeg udelukkende kigger på besætningen; bas, trommer, guitar, programmering og en synthesizer til hvert medlem (!) tænkte jeg ikke umiddelbart, at de spiller den fede rock for at sige det mildt. Jeg frygtede, at de spillede minimalistisk føle-electropop i stil med Veto. Men Errors fortjener ikke den sammenligning.

Have Some Faith in Magic er Errors’ musik nemlig ret særegen og original. Samtidig er den utrolig versatil – man kan bruge den til, hvad end man vil, afhængigt af, hvad man vælger at fokusere på. Men generelt trækker skotterne store linjer til 80’ernes synthpop, uden at den rene og lidt kolde studielyd fra det årti på nogen måde træder frem. I modsætning hertil lyder det hele, trods meget elektronik, organisk og varmt.

Stemningsmæssigt ligger pladen til den vemodige side – et sted mellem det underspillede vanvid i Genesis’ “Keep it Dark” og The Korgis’ tåreperser “Everybody’s Got to Learn Sometime”, bare mere afslappet og behageligt. På den anden side er den lige så bekræftende som noget fra Ariel Pink’s Haunted Grafitti og lige så atmosfærisk som Airs The Virgin Suicides. Det kommer helt an på, hvordan man nærmer sig pladen.

Albummets første nummer, “Tusk”, er en instrumental, progressiv og guitarorienteret sag, der svøber lytteren ind i den bløde og meget velproducerede lyd. Selvom der sker meget i lydlandskabet, er der intet, der stikker ud. Overordnet er lydbilledet meget homogent, så den ellers støjende guitar på “Magna Encarta” ikke føles malplaceret eller tager føringen fra synthesizerne. Det hele hænger utrolig godt sammen. På samme måde med vokalerne: De smelter naturligt ind i musikken uden at tiltrække sig stor opmærksomhed. De fungerer som endnu et lag af synthesizere med en masse rumklang og ekko og utydelige tekster. Alligevel er de vigtige og udtryksfulde for helheden, sådan at man må tage sig selv i at synge med.

På den afdæmpede og smukke “Blank Media” lyder Errors meget som Ariel Pink’s Haunted Grafitti med korsang og svømmende lyseblå guitarer, som til sidst står alene og spiller den melodi, sangen er opbygget omkring, men på en måde, så den lyder ny og bekendt på én gang.

“Pleasure Palaces” er pladens umiddelbare hit og er dansabel med sin faste puls, synth-klap som lilletromme og den repetitive vokallinje: »Aaaaare yoooou miiiissiiiing?« Det er dog ikke blot ikke nummer til dansegulvet, for det indeholder en rig tekstur med polyrytmer og psykedelisk lir. Meget elegant!

På midten af albummet går Errors’ drive lidt i stå med “The Knock” og “Canon”. De virker som unødig ambient fyld når nummeret efter de to, “Earthscore”, ville have gået perfekt i spænd med “Pleasure Palaces”. “Earthscore” starter nemlig med et voldsomt hypnotiserende dansebeat med krængende guitarer bag sig og bongotrommer spillet af en shaman, der synger et eller andet uforståeligt. Det er helt sikkert et af de bedste numre på albummet, men stadig ikke nok til at løfte de tre sidste numre, hvor idéerne er ved at løbe ud.

Det, der gør Have Some Faith in Magic speciel er, at den kan bruges til så godt som alle lejligheder; f.eks. er det glimrende baggrundsmusik, det kan fungere som festmusik, man kan dykke ned og udforske det, det er solskinsmusik, det er nattemusik. Det kræver ikke den store indsats at nyde det, selvom det er et givende album, der fortjener lytterens opmærksomhed. Mest af alt tjener det lytteren ved at binde alt lige fra progressiv rock sammen med acid-house på deres egen måde. Desværre holder niveauet ikke hele vejen igennem, og man når at høre tendenserne til Mogwai på den sidste tredjedel af pladen. Men det afholder mig nu ikke fra at anbefale den til alle, der kan lide … tjaeh, en original blanding af alt muligt, der, når alt kommer til alt, bare lyder godt.

★★★★☆☆

Deltag i debat