Plader

Extra Life: Dream Seeds

Skrevet af Klaus Thodsen

Det trejde fuldlængde album fra Extra Life er ikke helt unden religiøse undertoner, men det er næppe fra denne kant, vi allesammen skal finde frelse.

Charlie Looker, forsanger i Extra Life, har skrevet en stor del af teksterne til Dream Seeds på baggrund af mareridt om uhyggelige børn. Børn, der i de fleste tilfælde er ”spirituelt genfødte”. Det lyder i sandhed som uhyggelige drømme, og man forstår så småt Lookers trang til at skabe en bedre verden for disse børn. Produktet af denne drømmeverden er de syv numre på Dream Seeds.

Det må være sin sag at oversætte semi-religiøse drømme til at klart og forståeligt sprog, og det er da også her, vi støder på denne plades helt store udfordring: Charlie Lookers vokal. “No Dreams Tonight” starter med ganske sagte guitarspil, mens en barnestemme to gange fremsiger nummerets titel. Herefter træder Looker ind i billedet, hvilket jeg ikke var forberedt på. Det er svært helt præcist at forklare, hvordan denne vokal rent faktisk lyder. Den er mørk og lys på samme tid, både falsk og ren. Samtidig skinner der en stemning af dyster goth igennem, som hvis den var fremført af en skjald a la ham, der synger for Sir Bryan i The Knights of the Round Table. Jeg er langtfra fan.

Rent musikalsk er det dog en lidt anden historie. Lydbilledet er gennemgående mørkt og omklamrende, hvilket fungerer rigtig godt med de meget dystre tekster. Der er et glimrende samspil mellem Caley Monahon-Ward på guitar og Nick Podgurski på trommer. De ofte lange opbyggende passager sætter en stemning af forventning i starten af nummeret. I eksempelvis “Discipline for Edwin” opbygges stemningen ganske roligt over halvandet minut, inden Monahon-Wards forvrængede guitar pludselig bryder rigtigt igennem for så kort efter at falde sammen igen.

Samme gode opbygning finder vi i “Little One”, hvor et yderst stemningsfuldt klaverspil endnu en gang slår den dystre og anspændte stemning an. Netop i disse passager finder vi Extra Lifes helt store styrke. Som til en rigtig god film sidder man nærmest det yderste af stolen og venter på, at noget rigtig fedt snart går i gang.

Det gør det bare aldrig, og langsomt rykker man længere tilbage i sædet og får svært ved at koncentrere sig om handlingen. Den helt store hæmsko er og bliver vokalen, der efter syv numre virkelig går mig på nerverne. Lookers middelalderlige munkevokal formår simpelthen at ødelægge en stor del af oplevelsen for mig. Mest af alt fordi den forekommer statisk og udmattende, og fordi jeg kæmper for at finde en egentlig plan med denne særprægede stemme. Hvor meget jeg end sætter pris på Extra Lifes musikalske univers, formår bandet efter alle kunstens regler at trække meget af entusiasmen ud af mig.

★★½☆☆☆

Deltag i debat