Koncerter

Fotoreportage fra Undertoner præsenterer… The Dø + Ice Cream Cathedral, 02.05.12, Beta, København

The Dø. Foto: Anna Møller
Skrevet af Anna Møller

Mens alarmsirenerne tonede ned, gik The Dø på som hovednavn til et udsolgt Undertoner præsenterer… på Beta. Nåede du ikke at få billet til herlighederne, er her en mindre reportage plus hjemmelavede fotos.

Fotos: Anna Møller og Signe Palsøe

En gang om året afprøves Københavns sirener for at se, om de dur, hvis der nu skulle blive katastrofe eller krig eller atomangreb. Så er det nemlig vigtigt at vide, om sirenerne kan hyle. Det sker på den første onsdag i maj klokken 12, og da alarmsirenerne er færdige med at sende deres boomeranghyl rundt i indre by, melder Beta udsolgt til aftenens koncert med The Dø.

Om det har nogen sammenhæng med den årlige sireneafprøvning, vides ikke, men sikkert og vist er det, at der ikke kan klemmes et eneste menneske til ind på spillestedet, og det er jo som sådan ganske udmærket. Inden koncerterne spænder af, åbner Beta dørene til fernisering med gratis øl og snacks. Den unge kunstner Line Jak har udsmykket spillestedets hvide vægge med enorme malerier og sangtekster af kunstnere fra Kim Larsen over Metallica til Britney Spears, og Undertoners Rasmus Riiskjær vender plader. At hanen med den gratis ferniseringsøl så allerede er tømt kvart i syv, tegner dårligt for redaktionens spirende brandert.

Vi spiser gratis chokolade.

Efter Riiskjær har drejet sit sidste wikki-di-wik på pladespilleren, tager Rullemarie og Bomben aka Undertoners Christian Klauber og Kim Elgaard Andersen over, og lidt over ni er det så københavnske Ice Cream Cathedrals tur til at trække masserne fra de lyse lokaler og ind i mørket foran scenen.

De åbner med et ældre nummer, “A Downstroke”, der virker symptomatisk for trioens mere afdæmpede numre. Her er Anja Lahrmanns lyse vokal svøbt ind i diverse elektroniske og akustiske trommer og langstrakte synths, der efterlader et til tider drømmende udtryk. For nu ikke at sige sfærisk.

»Anders Bach har haft en god trommelærer,« siger Riiskjær og nikker vidende op mod den ene af trommeslagerne i Ice Cream Cathedral. Han gik også hos Klaudiuz i Silkeborg, ligesom Bach gjorde det i sin tid.

Mens Rullemarie demonterer Bomben eller omvendt, triller hovednavnet – fransk/finske The Dø  – lige så stille på plads og åbner med nummeret “Aha”, hvor den kvindelige forsanger Olivia Merilahti til slut kaster hovedet og sit lange hår skiftevist mod gulvet og mod loftet i kraftige ryk. Merilahti står for den primære kontakt til publikum, og dedikerer et efterfølgende nummer til broen mellem Danmark og Malmø og forklarer navnet The Dø:

»Vi ved godt, at ‘Dø’ betyder noget andet her, men navnet skal udtales på fransk. Jeg håber ikke, der er nogen, der havde forestillet sig noget hårdere musik,« siger hun og tager den akustiske guitar op for at spille “Too Insistent” fra Both Ways Open Jaws (2011), der ender i lidt mere larm. “Travel Light” fra A Mouthful (2008) slæber sig af sted med Merilahtis næsten skingre vokal, og før den proppede Beta-sal ved af det, er vi nået til sidste nummer – “Slippery Slope” fra sidste års album. Merilahti synger:

»Walk walk walk me home / Let me live my life on hold / Crossroads where we at / You go right I take left,« mens massen af dansende publikummer rytmisk følger med.

Tak for en god aften.

Deltag i debat