Plader

Lost in the Trees: A Church That Fits Our Needs

Skrevet af Zenia Menzer

Hvis man er til det stort opslåede og pompøse i den musikalske verden, bliver denne strygerbesatte plade et hit. Dog kan de store armbevægelser godt blive en anelse for meget, og det får albummet til at tippe til en lidt negativ side, selvom det ellers er rigtig flot skruet sammen.

A Church That Fits Our Needs er rystende romantisk, men samtidig også fyldt med melankolske undertoner og hjerteslag, der vil mere end at skabe idyl. Generelt for Lost in the Trees’ nye plade er det, at der bliver anvendt strygere til at sætte scenen mesterligt pompøst, men det stort opslåede album tipper også nogle gange over på den anden side og bliver lige krydret nok.

Den klassiske tone, der bliver slået an på albummet, og som præger stort set samtlige numre, skaber et unikt udtryk, og sammenholdt med Ari Pickers androgyne vokal er A Church That Fits Our Needs et særpræget album. Ironisk nok er det dog også selv samme strygere, der er med til at fælde albummet, for de skaber en meget voluminøs stemning, som man skal være i et helt bestemt humør for at kunne absorbere fuldt ud.

Det er ikke svært at høre, at denne plade er ganske velproduceret, og at der er lagt både tid og sjæl i den. Den besidder en ganske særlig energi, som skiftevis kommer ud på en rytmisk og instrumentalt akrobatisk facon. Dette lader sig blandt andet høre på numre som “Neither Here Nor There”, hvis trommer skaber en fantastisk velfungerende rytme, der smyger sig ind og ud mellem centrum og periferien af musikken. Det er fascinerende at lægge særligt mærke til trommernes plads på dette nummer, fordi deres rolle skifter undervejs, men konstant optager plads. Samtidig bevæger specielt vokalen og baritonguitaren sig ind og ud af det musikalske billede på en skøn, underspillet måde, så det virker meget ubesværet.

‘Ubesværet’ er faktisk et ord, der kan bruges deskriptivt om mange af de lyde, det næsten symfonilignende band skaber. Intet mindre end 16 personer står bag de instrumentale afkom på pladen, men det virker mest af alt, som om dette meget omfattende værk er skabt uden det store besvær. Ikke fordi albummet ikke er gennemarbejdet, men fordi numrene synes ligetil og derfor bærer en naturlig lethed med sig.

Dette må ikke forveksles med den skygge og det mørke, der hjemsøger mange af numrene – heriblandt “Icy River”, “This Dead Bird Is Beautiful” og “Golden Eyelids”. I virkeligheden er de tre nævnte numre ikke specielle, idet denne stemning forfølger alle numrene på pladen, men nogle af numrene er mere sørgmodigt ramte end andre. Denne tyngde, der meget af tiden funderes i strygerne, giver dog pladen en storslåethed, der godt kan ramme lytteren på en negativ måde. “Golden Eyelids” har en flot vokal og fine strygerarrangementer, og meget af tiden fungerer det.

Men den force, pladen har, viser sig også at blive dens svaghed, når strengeinstrumenterne tager for meget over og lader udtrykket svælge i den rustikke lyd. Når der er skruet mere op for det rytmiske element, som der eksempelvis er i “Tall Ceilings” og “Garden”, træder strygerne klædeligt en anelse i baggrunden. Det sker imidlertid kun momentvis, og netop det ender med at få et ellers meget vellykket album til at vælte til den forkerte side.

★★★★☆☆

Deltag i debat