Plader

Lotus Plaza: Spooky Action at a Distance

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Deerhunter-guitaristen Lockett Pundt har igen lavet et drømmende album, der viser, hvor fantastisk god han er som guitarist, sangskriver og komponist. Sangskrivningen og originaliteten har dog visse udfald, der forhindrer Spooky Action at a Distance i at nå helt til tops.

Kender du det, at når du drømmer og så vågner op igen med et smil på læben uden rigtig at vide, hvad du egentlig drømte? Den fornemmelse får man af det nye album fra Deerhunter-guitaristen Lockett Pundt under navnet Lotus Plaza. Spooky Action at a Distance er som at træde ind under et brusende vandfald og lade sig blive gennemblødt af drømmende fragmenter. På 44 minutter tager Pundt os med på en rejse gennem underbevidstheden og ud i alle dens kroge og hjørner.

Albummet starter med “Untitled”, hvis første kolde synth flade tegner en tåge, der snart vil indhylle én i lun sommer luft. Da “Strangers” så tager over, går det op for én, at man er vidne til en kunstner, der kan guide én gennem denne tåge af følelser og stemninger, hentet direkte fra bunden af hjernen. Med sine ringlende guitarer, galoperende trommebeat, drømmende synth og en pokkers fængende melodi er nummeret en alternativ popperle, hvor man let kan synge med på den melankolske tekstbid »And I waited for a while, strangers smile.«

Lotus Plaza er ikke et poppet projekt, selvom Pundt har øre for den gode og medrivende popmelodi. Lotus Plaza er mere et distanceret, drømmende dyb, hvor man kan dykke ned i vandets dejlige sus for ørerne. “Out of Touch” er shoegaze, når det er bedst. Med en klirrende tamburin og taktfaste trommeslag starter den forventningsfuldt ud. Sangen ændrer sig markant, og bliver til en brusende hvirvel af guitarlyd og synth. Outroen topper det hele med en længselsfuld vokal fra Pundt, der stille og roligtfader ud, som kørte han væk i et tog mod intetheden.

Ligesom Deerhunter omfavner Lotus Plaza hele følelsesspektret, og tematikken skifter fra sang til sang, dog med den røde drømmende tråd gennem samtlige numre. Døden bliver smukt behandlet i “Dusty Rhodes”, hvor sangens tekst akkompagneret af en akustisk guitar plus synth fortæller én, at man ikke forlader verden alene, men sammen med dem, man elsker. Kærligheden blomstrer i den meget rockede “White Galactic One”, hvor der bliver skruet op for støjen og guitaren, mens ordene siger det hele: »I see your face, I feel your touch.« Mørket og mystikken kommer også under yndefuld behandling i “Black Buzz”, der er pladens roligste, men også mest dunkle nummer. Lydtapetet består kun af akustisk guitar og Pundts dybe og længselsfulde stemme, indtil nummeret slutter med en dronet kold synth.

Højdepunkterne på Spooky Action at a Distance er “Eveningness” og “Jet Over Tundra”. Med intensitet, støj, ringlende guitarer og inderlighed formår begge numre at løfte sig for hver gang, man lytter. De vokser på én og sætter blomsterskud på din nethinde, som så springer ud og bestøver din tilværelse. Til gengæld har pladen også et lavpunkt i form af “Monolith”, der sejler rundt i sin egen alt for lille sø. Sangens skabelon er skrevet og sunget før alt for mange gange af andre bands, og derfor er den irrelevant og uinteressant.

I et interview med Crib Notes nævner Pundt, at hans yndlingsnummer er “Prairie Rose” af Roxy Music, fordi det er sublim pop med et twist af drømmende eufori. Præcis det samme er Lotus Plaza også, bare med mere guitarlyd og et mere rocket udtryk. En blanding af Roxy Music og My Bloody Valentine, kan man sige.

Nogle drømme sidder fast, men de fleste glemmer man hurtigt igen. Lotus Plaza skaber dette brusende vandfald af drømme, der plasker ned på jorden og fordamper derefter til en lun sommertåge. Men desværre fordamper også indtrykkene lidt for hurtigt. Spooky Action at a Distance er en god drøm, man har drømt før, og derfor løfter den sig ikke op på et fabelagtigt niveau.

★★★★½☆

Deltag i debat