Plader

Lower Dens: Nootropics

Skrevet af Anna Møller

Hvis man synes, at “I Get Nervous” var den bedste sang på Twin-Hand Movement, så synes man med al synlighed, at Nootropics lige i skabet. Hitsinglen hedder nu “Brains” og er et dumpt krautet godstog med polyfonisk sirene-mumleduet. Enjoy.

Hvis arnestedet for alternative, spirende bands de seneste år har heddet Williamsburg, Brooklyn, så må fødestedet for drømmende, melodisk og på samme tid stram og luftig musik for tiden være Baltimore, Maryland. Herfra stammer Beach House, og her udspringer Lower Dens også fra.

I front finder vi den androgyne Jana Hunter, der i 2005 udgav sin solodebut Blank Unstaring Heirs of Doom på Devendra Banhart og Vetiver-frontmand Andy Cabics selskab Gnomonsong, og som også har indspillet en split-ep med Banhart og bidraget til albums af Phosphorescent og CocoRosie. I øvrigt var hun den første musiker, som selskabet udgav. I 2010 udkom fuldlængdedebuten Twin-Hand Movement, ligeledes også på Gnomonsong,og det blev også til en enkelt 7″-single, “Batman”, hvorfra denne herlige video stammer.

Med Lower Dens’ andet album er der sket en række mindre ændringer. Dels har truppen oplevet en trommeslagerudskiftning, hvor Abram Sanders i 2011 blev erstattet med Nate Nelson og en ekstra medspiller, nemlig guitaristen og keyboardspilleren Carter Tanton. Derudover er Nootropics udkommet på Ribbon Music, hvor John Maus, Black Dice og Laura Marling også udkommer.

Hvis man synes, at “I Get Nervous” var den bedste sang på Twin-Hand Movement, så synes man med al synlighed, at Nootropics er lige i skabet. “I Get Nervous”‘ vuggende og bløde drømmepop, der med den dybt bølgende undergrund og Hunters insisterende mellemtoner fremstod både kontrastfyldt og fuldendt.

Overordnet set består Baltimore-musikernes andet album af velkonstruerede og mørke monotoniekstaser, hvori og -over Hunters karakteristisk vokal lægger sig som ekstra lag i det i forvejen detaljerede lydbillede. Hendes stemme lyder mest af alt som en sovende sirene, der fra sit klippeafsæt slynger besættende og sløve harmonier ud mod en intetanende modtager et sted derude. Det er en formel, der virker, og som føres igennem på stort set alle numre. På den vis kan visse af Lower Dens’ kompositioner fremstå en anelse som stiløvelser, hvor der naturligvis alligevel er variationer.

Spændevidden strækker sig fra den ubesværede og sømløst drømmende “Alphabet Song” over langsomme og luftige popballader som “Candy” til pladens førstesingle, det oplagte ‘bedste nummer på pladen evah’, “Brains”. Her kører det dumpt krautede godstog i stødt tempo og udløser ikke overraskende gentagelsens eufori. Hunters altvokal ligger først som et mellemspor under rytmetogets rullen og senere hen helt nede blandt skinnerne i en polyfonisk sirene-mumleduet. Virkelig et besættende stykke musik, der kryber helt ind under huden og nægter at give slip. Det melodiske forlæg er både catchy og udflydende, og da bækkenet overtager vokalernes placering i lydbilledet, er det virkelig umuligt at sidde stille af bar begejstring. Det tager mange gennemlytninger helt at optage Nootropics, og “Brains” er da også klart det nummer, der er nemmest at forholde sig til i al dens krautfremdrift.

Eneste anke er, at nogle numre i deres langsommelige og sfæriske rumklang bliver en anelse trættende. Det drejer sig til dels om sange som “Propagation”, men især om den afsluttende “In the End is the Beginning”, der med sine 12 minutter starter med at bevæge sig støt og sløvt fremad, men ender med at stå i stampe. Måske grundet de mange skæve vokaltoner fra Hunter, måske grundet den manglende udvikling og Geoff Grahams bas, der blot ligger og bobler i stedet for at understøtte trommernes whiskers-gentagelse.

Ligesom på Twin-Hand Movement synes der at være ét oplagt hit på Nootropics. Hvor det på debuten var “I Get Nervous”, hedder singlen nu “Brains”. At man på to år kan udgive to så geniale stykker musik, er mere end imponerende.

★★★★★☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar