Plader

M. Ward: A Wasteland Companion

Skrevet af Søren Jensen Lund

Hvad enten han duetterer med Zooey Deschanel, dyrker skægfolk med Monster of Folk eller udgiver solo-plader, så er M. Ward et spændende bekendtskab. Desværre matcher sangene på A Wasteland Companion ikke hinanden.

Der er gået tre år siden udgivelsen af albummet Hold Time fra singer/songwriter M. Ward. I mellemtiden har han været en del af supergruppen Monsters of Folk, der også består af Mike Mogis, Conor Oberst (begge Bright Eyes) og Jim James (My Morning Jacket), ligesom han har fortsat samarbejdet med den underskønne Zooey Deschanel i duoen She & Him, som sidste efterår udgav julepladen A Very She & Him Christmas.

A Wasteland Companion fortsætter M. Ward takterne fra de forrige albums, hvor de minimalistiske sange med akustisk guitar afløses af Wards skæve take på den tidlige rock’n’roll – og ikke mindst det mix af country og rock’n’roll, som blandt andre Buddy Holly, Eddie Cochran og vel også Elvis Presley stod for.

M. Wards fascination af Buddy Holly kom til udtryk i den temmelig vampede version af “Rave On”, der var at finde på Hold Time, og på A Wasteland Companion kan flere af numrene føres tilbage til de forskelligartede udtryk, der prægede 50’ernes populærmusik.

Det mest iørefaldende eksempel er det doo woppede “Sweetheart”, hvor M. Ward får hjælp fra Zooey Deschanel på vokalsiden. Ligesom Sharin Foo og Sune Wagner i The Raveonettes formår M. Ward sammen med Zooey at skabe en moderne og tidløs lyd.

Det retro-rockede træder tydeligt frem i “Primitive Girl”, hvor de komprimerede trommer giver et lo-fi-præg, men pænt søbet ind i rumklang og andre halv-spacey effekter fremstår nummeret som et sært ekko af en lyd, der peger tilbage i tiden med den rustne indspilningstekning, der var til rådighed, men stadig har noget futuristisk over sig.

Men M. Ward er helt klart stærkest, når han med få midler og rundhåndet poesi lader den akustiske guitar træde frem og lægger vægten på det melodiøse. Åbneren “Clean State” er et eksempel på dette, og hvis man holder af M. Ward for hans lidt melankolske folk, virker “Clean State” lidt som en falsk varebetegnelse. Men har man lidt tålmodighed, åbenbarer de virkelige perler sig, når man kommer lidt ned på tracklisten, hvor der er tydelige spor efter start-70’ernes melankolske singer/songwriter-scene anført af blandt andre James Taylor, Nick Drake, Leonard Cohen og Tim Buckley. Det gælder især sangen “First Time I Ran Away”, som bestemt er et højdepunkt på pladen.

Men som det også er tilfældet med nogle af M. Wards tidligere udgivelser, virker A Wasteland Companion rastløs. Han kunne være den nye Buddy Holly, og han kunne være den nye Nick Drake, men han ender lidt som konen i muddergrøften. Det er voldsomt ærgerligt, for når han er bedst, er han bedre end de fleste. Han matcher The Raveonettes og indiefolk-navne som Iron and Wine, og med sin forsigtige og usnobbede facon fremstår han utrolig sympatisk. Det samme gælder musikken. Den forsøger ikke at være hverken sær eller cool, men repræsenterer M. Ward, dér hvor han står. Det er bare ikke godt nok, når man på sit syvende soloalbum stadig virker søgende. Vel var det den famlen, der gjorde Transfiguration Of Vincent fra 2003 til et mesterværk, men på det album var der i det mindste en mening med galskaben.

Hver for sig nærmer flere af sangene på A Wasteland Companion sig det fuldendte. Der opstår en masse finurligheder som den lidt drillende mandolin i “There’s a Key” og ikke mindst de små næsten falske stumper på skole-violin i “Crawl After You”. Det er charmerende og effektfuldt.
Men som album er A Wasteland Companion ikke så heldigt, og der synes ikke være nogen sammenhæng mellem numrene. Heldigvis lever vi i en playlist-tid, hvor man jo sådan set bare kan plukke de bedste sange ud og sætte dem sammen, som man vil.

En ting er sikker: Hvad enten han duetterer med Zooey Deschanel, dyrker skægfolk med de tunge drenge i Monsters of Folk eller leverer sine egne sange på sine egne plader, er M. Ward et af de mere spændende bekendtskaber på den amerikanske scene. Netop derfor burde man også kunne tillade sig at forvente mere, end hvad han disker op med på A Wasteland Companion.

★★★☆☆☆

Deltag i debat