Artikler Interview

Marie Højlund – »Jeg synes da tit, at musik er støj«

Marie Højlund. Pressebillede.

Dørklokker, dryp af vand og lyden af en bil, der kører over lamellerne på en bro. Marie Højlund, forsanger i pladeaktuelle Marybell Katastrophy, er vild med lyde fra det virkelige liv. Og hun bruger dem aldrig bevidstløst. For som hun selv siger: »Musik kan jo ikke bare være neutralt, vel?«

Marie Højlund. Pressebillede.

Dunk, dunk, dunk. Flyttemanden trækker vognen med kasser op ad stentrappen ind til den lille kunstcafé midt i Aarhus. En klokke ringer højt, da trædøren knirkende åbnes, men dens fine tone drukner hurtigt i lyden fra vejarbejdet ude på gaden.

Marie Højlund lytter konstant. »Den siger sådan…diiiing!« siger hun, og hendes ene hånd farer i vejret for at illustrere, hvordan klokken svinger opad, når døren går op. Så griner hun. Hun ved godt, at hun er en lydnørd.

Det handler om konteksten

Egentlig er lyd en stor del af ethvert menneskes hverdag. Men det er de færreste af os, der er så bevidste om det som Marie Højlund. Og som forsanger og sangskriver i elektropopbandet Marybell Katastrophy, underviser på musikvidenskab på Aarhus Universitet og ph.d.-studerende i audiodesign flyder fritidsinteresse og professionelt liv hurtigt sammen – med lyden som bindeled.

»Jeg vil gerne finde ud af, hvornår folk siger, at noget er musik, og noget er lyd. Vores ører kan jo indstille sig efter at lytte til ting ude i verden som noget musikalsk. Næsten alle har haft oplevelsen af, at reallyd kan have et eller andet musikalsk element.«

Marie Højlund forklarer, at hun tit har den slags oplevelser. Som da hun kørte over en bro i Florida og pludselig blev fanget af lyden af bilen, der kørte over broens lameller. Eller da hun var i Mønsted Kalkgruber for at optage lyden dryppende vand med et hold studerende – optagelser, hun bl.a. har brugt på nummeret “Against All Odds” fra den nye plade, Amygdala.

»Det handler meget om konteksten. Jeg synes, at den klokke [dørklokken, red.] har en flot lyd, men hvis jeg var her hele dagen og hørte den hele tiden, ville den sikkert blive til støj.«

Ingen pleaser-musik

Marie Højlund har i det hele taget sin helt egen definition af støj. I følge hende bliver musik til støj i det øjeblik, den ikke bruges bevidst. Eller hvis lytteren ikke får noget valg.

Marybell Katastrophy: Amygdala

»Jeg synes faktisk meget tit, at musik er støj. Brugen af musik kan være støj. I filmmusik har man et paradigme med, at musikken skal være ‘uhørt’ og derfra manipulere med vores følelser. Men efter min mening skal mennesket ikke være så passivt over for musik. Vi er jo aktive modtagere, som har forskellige præferencer. Det kan man ikke bare neutralisere. Musik kan jo ikke bare være neutralt, vel?«

Af samme grund er det også vigtigt hende og resten af bandet, at den musik, de spiller i Marybell Katastrophy ikke nødvendigvis er af den type, man instinktivt kan lide, første gang man hører det. Musikken må gerne være noget, man aktivt skal gå ind i.

»Vores musik er ikke lavet til kun at please eller kun at være vellydende for øret. Det er meningen, at der er et spænd imellem det rare og så det udfordrende. Der må godt være noget modstand.«

Færdig med legetøjskeyboardet

Måske med afsmitning fra Maries videnskabelige interesse i fænomenet lyd har Marybell Katastrophy, siden deres debut-ep This is the One (2007), været kendt for et avantgardistisk og legende lydbillede. Dette materialiserede sig ofte i mærkelige instrumenter på scenen.

Og selvom man stadig med rette kan kalde Marybell Katastrophy lydligt eksperimenterende og legende, er der alligevel et snert af gammelklog erfaring i Marie Højlunds stemme, da hun fortæller, at nu er det slut med legetøjskeyboard på scenen.

»Legetøjskeyboard – jeg er færdig med det. Det var simpelthen så besværligt med lyden. Nu skal det lyde ordentligt, og det skal lyde godt. Man bliver jo mere og mere perfektionistisk, når man får lidt erfaring.«

Og bare rolig. Eksperimenterne bliver der ikke skruet ned for, bare fordi perfektionismen skrues op: Bandets seneste projekt var Spot-festival, hvor blide klavertoner møder elektronisk pop, da Nils Frahm og Marybell Katastrophy stod sammen på scenen til en fuldstændig proppet koncert d. 5. maj. Og Marie Højlund var da også begejstret for projektet:

»Nils er bare enormt dygtig! Og selvom vores musik umiddelbart lyder meget forskellig, er der alligevel nogen klange, som går igen. Og så ville det jo også være kedeligt, hvis vi bare spillede sammen med nogen, der mindede om os, ikke?«

Hun griner. Spørgsmålet er retorisk. Hun ved, at hun har ret.

Deltag i debat