Plader

Naked Gods: No Jams

Skrevet af Anna Møller

“Ulykkelig djærvpop” fra det vestlige North Carolinas bjerge omslutter lytteren med lydmure og bølgegang.

Når man støder på et band med navnet Naked Gods, som man ved Gud aldrig har hørt om, så må der nødvendigvis en anelse Google til, før man for alvor ved, hvad man har med at gøre. Umiddelbart har det i hvert fald ikke direkte forbindelser til science fiction-romanen “The Naked God” (1999) af den britiske space opera-forfatter Peter F. Hamilton.

Naked Gods har eksisteret i fire år og består af en varierende gruppe musikere, der har skrevet, optrådt og er opvokset sammen. De nøgne guder har efter sigende en eklektisk blanding af indflydelser og stilarter, og deres sange trækker på inspiration fra både en intensiv opmærksomhed på og udforskning af samfund, steder, venskaber og et fælles ønske om rent kunstnerisk at eksperimentere og redefinere deres egne musikalske grænser. Bandet kalder selv sig selv en “hapless burly-pop prog-punk”-kvintet, der stammer fra det vestlige North Carolinas bjerge. Første led af beskrivelsen har jeg ikke umiddelbart en særlig god oversættelse af, men Google Translate foreslår “ulykkelig djærvpop”. Og at være djærv betyder tilsyneladende at være “frisk, ærlig og ligefrem i tale el. væsen”. Google er Gud.

No Jams blev udgivet i hjemlandet i oktober 2011, og dybest set behøver man ikke alle de både velformulerede og lettere fortænkte presseskrivelser for at kunne  forstå Naked Gods’ anden plade. Her er nemlig tale om velkomponeret og smittende alternativ folkrock, hvor simple og letforståelige kompositioner er i centrum, og hvor fremhævede basgentagelser og uptempo-trommer driver fremad for at skabe et fyldigt lydbillede. I “Shaq & Diane” ligger skiftevis Christian Smith og Brian Knox’ fremtrædende psychrock-guitarers linjer, vedholdende tamburinslag og bløde basbølger forrest i lydbilledet, mens vokalens luftige melodilinjer føjer facetter til en i forvejen grandiøs lydmur. Bedste nummer er enten “Shaq & Diane” eller “Teenage Colony”, hvor en både dyb og lys vokallinje indhylles i et hav af instrumentalske entiteter, der smelter sammen i et drivende og skiftevist omsluttende og givende lydbillede.

I den mere afdæmpede “Soft Drugs” er elementerne færre, men melodiøsiteten er ikke mindre til stede af den grund. Seth Sullivans vokal med kor sørger for, at hovedet rokker frem og tilbage, mens først blot akustisk guitar og sidenhen rasledyr, langstrakt slideguitar og andre klimpreinstrumenter forstærker musikkens bølgende, energiske og medrivende udtryk. Faren ved bølgegangen er imidlertid, at det samlede indtryk kan ende med at være en ret ensfarvet masse, hvor ikke meget træder ud eller sørger for mindeværdighed.

★★★★☆☆

Lyt til “Shaq & Diane”:
[audio:http://www.nakedgods.com/05%20Shaq%20&%20Diane.mp3]

Lyt til “Soft Drugs”:
[audio:http://www.nakedgods.com/07%20Soft%20Drugs.mp3]

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar