Koncerter

Sir Richard Bishop, 02.05.12, Stengade, København

Skrevet af Sebastian Sharif

Sir Richard Bishop er en vanvittig mand – og det er i ordets mest positive betydning. Koncerten på Stengade var som forventet en latterligt eklektisk opvisning. Kun et par små fejltrin plettede den ellers fine performance, og man måtte konstatere, at rendyrket guitar-musik sjældent har været så underholdende.

Sir Richard Bishop er en weirdo af guds nåde. Ja, han står sågar selv ved det på sit seneste album, den passende betitlede The Freak of Araby. I hele hans latterligt eklektiske oeuvre er der kun ét fælles træk: at han er umulig at sætte i bås, og at han gør lige præcis, som det passer ham. Du kunne sikkert putte en eller anden vag term såsom ”new weird america” eller ”freak folk” på ham, men det ville være at misse pointen. For Sir Richard Bishop er en sand verdensmand, der skamløst bekender sig til en musikalsk kosmopolitisme, som meget få kan gøre ham kunsten efter; en kosmopolitisme, han i øvrigt også udøver som medgrundlægger af de fantastiske verdensmusikformidlere i pladeselskabet Sublime Frequencies.

Selvom hans egen musik kan betegnes som folk, så er det hverken skovmandsskjorte-og-skæg-indie-folk eller bare endnu et fingerspils-Takoma records-derivat (selvom det sidste århundredes store ”folkemusikalske opdagelsesrejsende” såsom Sandy Bull og Robbie Basho må nævnes blandt hans åndelige forfædre). Den kan spores til samtlige kontinenter uden skelen til hvilken kultur, der nu måtte være den trendy. Flamingo, arabisk surf, indisk raga – you name it. I tråd hermed blev det da også en eksotisk flerretters menu, der blev serveret denne aften på Stengade.

Jeg havde indledningsvist mine forbehold, da jeg troppede op på Stengade for at anmelde koncerten. Jeg tænkte nervøst, at jeg måske ikke var den mest oplagte til at anmelde Bishop; at det i virkeligheden krævede en sand guitar-aficionado, der kunne plukke de enkelte stilarter ud af den udefinerbare klump af ekstrem musikalsk diversitet, der udgør hans musik. Bevæbnet med en notesbog satte jeg mig dog for, så godt som det var mig muligt, at gisne om de forskellige kompositioners ophav. Så da Bishop satte sig på sin stol midt på scenen med sin hollowbody elektriske guitar og begyndte at spille, noterede jeg »middeløstlig« i min mildest talt affældige notesbog, jeg vist købte engang i en Tiger-butik. Kompositionen kunne i og for sig sagtens have været fra The Freak of Araby, der er inspireret af den afdøde, ægyptiske guitarhelt, Omar Khorshid, men jeg kunne umiddelbart ikke genkende den, for den kære Bishop har det nemlig med at smelte improvisation og kompositioner sammen – som regel i total uforudsigelighed. Da han stoppede kompositionen (man kunne sikkert med fordel have brugt ordet »færdiggjorde« i stedet for »stoppede«, var det ikke for den omskiftelige komposition, der føltes som om, den kunne have fortsat i det uendelige) til bifald fra den yderst beskedne gruppe af fremmødte koncertgængere og begyndte den næste, var jeg parat med blok og pen igen, og denne gang noterede jeg »indisk inspireret, raga-ish«.

Men da var det, at det slog mig: det var jo fløjtende ligegyldigt at hæfte sig pedantisk ved hver en enkelt sang. For som Bishops musik flød ud af hans lille Fender-forstærker, talte den sit eget klare sprog, der tilskyndede tilskueren til bare at lytte.  Det slettede enhver tvivl i mig og fik mig overbevist om, at den kunne nydes uagtet om man kendte til alle dens mangeartede referencer. Så vi satte os alle på gulvet en meter fra scenen, og gjorde netop det – lyttede altså. Ikke et ord mere blev noteret i notesbogen.

Fik jeg nævnt, at Bishop er absurd virtuos? Han behersker sit instrument på så ærefrygtindgydende vis, at man ikke kunne andet end bare at lade kæben falde. Bishop brugte dog sine evner til kompositionens fordel, ofte også til en decideret melodi. Nogle gange kærtegnede han sin guitar blidt, som var det en elsker, når han accentuerede en lille, ellers ubetydelig tone, andre gange raserede han den frenetisk med sit plekter som Mike Tyson med rabies, der går løs på sin ærkefjende. På trods af de som oftest halsbrækkende tempi, han spillede i, var det lykkeligvis blottet for prog rock/heavy metal solo-onani, hvor guitaren er en fallos, en manddomsforlænger, der kun har til formål at flashe guitaristens “chops” i håb om at gøre kvinderne i første parket våde i trussen. Nej, for Bishop er guitaren nærmere en forlængelse af hans sjæl, et helt igennem ekspressivt remedie, der med hvert anslag afbilder et lille stykke af hans farverige sind; et medium for frihed og spontanitet, der tillader ham at udfolde sin eksplosive kreativitet. Der er næsten noget punket over hans kaotiske tilgang til instrumentet – ja, måske er det i virkeligheden den sande folk-punk (så fuck Violent Femmes!).

Denne anmeldelse skal dog ikke udelukkende være en utvetydig hyldest til Bishop, for det var, når det kommer til stykket, ikke en decideret perfekt koncert. Bevares, Bishop er en fremragende og underholdende performer af lige så kugleskør og humoristisk kaliber, som man kunne forvente sig, og han havde da også et godt tag i publikums lattermuskler, når han gav sig til at sludre imellem numrene. Lige præcis humoren lagde han endda særligt vægt på, og han havde således hele to komiske sange, hvor han gav sig til at synge (hvis man da kan kalde det det, for det var snarere en krydsning mellem sprechgesang og grynten), begge med temmelig makabre, omend stærkt sarkastiske, narrativer, med i sit sæt. Jovist et excentrisk afbræk, men det var ikke det, jeg personligt var kommet for at opleve. Små-kikset blev det dog, da Bishop spillede en sang, han præsenterede som “Nowhere Over the Rainbow”, et ironisk mash-up af forskellige sange, naturligvis baseret på “Somewhere Over the Rainbow” fra “The Wizard of Oz”, men desværre skæmmede det de ellers fine takter ved hverken at være særlig humoristisk eller flot som komposition.

Det rokker dog ikke ved, at Bishop er et fænomen, som simpelthen bare skal opleves live, og jeg giver hermed min ubetingede, varmeste anbefaling til alle de uindviede (det kan sådan en her anmeldelse jo også bruges til): Smut pronto ud og se ham, næste gang han er i byen, køb hans plade, gå ind og tjek Sublime Frequencies ud (hvis du er til den slags). Du går glip af noget.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat