Plader

Sky Architects: The Promise of Tomorrow

Skrevet af Klaus Thodsen

Postrocken har mange sider i Sky Architects såkaldte ‘doompop’-univers. Fra kælen kvindevokal til pompøs atmosfærisk rock giver aarhusianerne os en plade, der tør eksperimentere med genrerne – og de slipper godt fra det.

Selvom de fire aarhusianske drenge fra Sky Architects har ført en tilværelse uden for det fineste postrockselskab, har de med tiden fået gjort ganske godt opmærksom på sig selv – ikke mindst som opvarmningsband for nogle af postrockens helt tunge drenge såsom And So I Watch You From Afar og Caspian. Derudover er de netop hjemvendt fra Dunk! Festival i Belgien, ligesom de var på plakaten til Postfest i Aarhus tidligere på året, hvor de under en glimrende koncert delte flere smagsprøver ud fra den netop udgivede The Promise of Tomorrow.

Når man giver sig i kast med Sky Architects, kan det ikke helt undgås, at tankerne ledes hen mod et væld af andre postrockbands, der næsten er for mange til at nævne. Der er for postrockkendere noget utroligt genkendeligt over den lyd og de melodier, man nu skal lære at kende. Alligevel er det originalt leveret, og det ofte meget skiftende lydbillede giver musikken et levende udtryk.

”The Promise” er pladens åbningsnummer, der har alle ingredienserne til at være første nummer på en postrockplade. Ganske afdæmpet guitarspil fades stille ind som et skræmt barn, der åbner døren til et uhyggeligt rum. ”The Promise” fungerer nærmest som et lille præludium, hvor vi kort får præsenteret, hvad der er i vente. Herefter bryder ”Fade Out” løs. Steffen Rasmussen tæsker pludselig igennem på trommerne, og i det hele taget skrues helt op for rockknappen, og nummeret rammer inden for første minut det klimaks, som ”The Promise” lovede os kort forinden. Lyden falder nu sammen om sig selv for lige så stille at blive bygget op igen. For at sige det ligeud, så giver de to numre en virkelig fed start på pladen.

Det skal dog ikke være larm og spektakel det hele. Pladens fjerde nummer, ”All Free Must Fly”, skiller sig på alle måder ud. Det gæstes af Anna Brønsted (Our Broken Garden) og Karin Nielsen (Munich) og er et ganske low-key nummer, hvor guitar og bas i roligt samspil lægger fundamentet for de skrøbelige kvindevokaler. Et modigt og ikke mindst overraskende valg, men ikke desto mindre vellykket.

The Promise of Tomorrows ti numre slipper dog ikke helt uden om ensformighedens fælde. Pladens midterste numre flyder desværre lidt sammen og giver ikke den samme følelse af, at man hører noget nyt og spændende. Numrene i sig selv fejler sådan set ikke noget; det er nærmere numrenes opbygning, der bliver en anelse forudsigelig.

Sky Architects lukker og slukker dog med manér. Sidste skæring, ”Procession of Hearts”, følger egentlig opskriften fra de forrige numre, men her bliver lyden både hårdere og tungere, og guitarstrengene bliver shoegazet i stumper og stykker.

The Promise of Tomorrow er en plade uden altoverskyggende højdepunkter, men derimod en enormt homogen plade. Selvom aarhusianerne ikke sparker benene fuldstændig væk under mig, er der uden tvivl tale om gode numre fra ende til anden.

★★★★☆☆

Om skribenten

Klaus Thodsen

Jeg er fra et hjem med klaver, så er det sagt.
Ved klaveret sad min storesøster, men som regel kom musikken ikke længere end til hendes høretelefoner. Pladespilleren mindes jeg ikke har været tændt, men der var såvel The Beatles som The Dubliners i pladesamlingen.
Mine søskendes kassettebånd og cd'er med Guns N' Roses, Nirvana, Pearl Jam, Live, Queen osv, osv, blev derimod spillet på repeat, indtil de til sidst faldt fra hinanden. Forkærligheden for hårdtslående rock har siden forgrenet sig, og har med tiden resulteret i en dyb passion for de ofte mørke, melankolske og dystre musiklandskaber.


Favoritter
Guns N' Roses: Appetite for Destruction
Tool: 10.000 Days
Lis Er Stille: The Collibro
Mogwai: Happy Songs for Happy People
David Bowie: Heroes
Godspeed You Black Emperor: F# A# (Infinity)
Rolling Stones: Aftermath
The Evpatoria Report: Golevka

Skriv et svar

boeger