Plader

Snake & Jet’s Amazing Bullit Band: Stuff That Rotates

Skrevet af Klaus Thodsen

Trivialiteten er i top, mens originaliteten er i bund. Det er sin sag at blive gode venner med Snake & Jet’s Amazing Bullit Band.

Da jeg første gang satte Stuff That Rotates på højtalerne og lod musikken køre i baggrunden af min eftermiddag, opfangede jeg intet af pladens indhold, før der igen blev stille omkring mig. Da jeg så satte den på en gang til, udspillede det samme scenarie sig endnu en gang. ”Det var pokkers,” tænkte jeg og satte i stedet pladen i ørerne og gik mig en tur. Men ak, lige meget hjalp det, og heller ikke på byens gader og stræder satte musikken fra Snake & Jet’s Amazing Bullit Band sig fast i mit hoved. Det hele var, syntes jeg, pivkedeligt.

Men er det nu også det? Lad os se på det.

Vi begynder ved starten i form af “Black Egg”, som er et ganske enkelt nummer bygget op over meget simple trommer og de samme par akkorder på guitaren. På nær et kaotisk afbræk på et halvt minuts tid kører “Black Egg” i samme rytme fra start til slut, mens omkvædet »On a Tuesday morning / On a Wednesday night« synes at køre uendeligt i ring. Det er – undskyld jeg siger det – dræbende kedeligt. Den eneste, der lader til at kede sig mere end mig, er sangeren.

Mønstret fra pladens første skæring gør sig sådan set gældende for langt de fleste af Stuff That Rotates‘ 11 numre. Der hersker en gennemgående trivialitet, der kræver meget af sin lytter. Den brydes periodevist, men sjældent, og den ender hver gang med at tage over igen.

Men der er dog et par afbræk. Først i “Unknown Things”, der som det første nummer slider sig ud af den meget trivielle skabelon, der er blevet slået an af de første par numre. Derudover bliver der leget langt mere med instrumenterne, guitarerne bliver langt mere levende, og det forvrængede billede tilføjes en ganske lækker guitarsolo. De gode takter følges til dels op i de efterfølgende “Easy” og “Shine Weekdays”, men det sker igen, uden at den fastlagte skabelon rigtigt brydes.

Der synes stort set ikke at være nogen form for udvikling eller forandring på noget tidspunkt i løbet af Stuff That Rotates. Med ganske få undtagelser sidder man tilbage med en følelse af at have hørt samme nummer 11 gange. Melodierne virker til at gentage sig selv gang på gang, og det samme gælder vokalen, der holder sig monotont i samme leje fra ende til anden.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat