Plader

Spiritualized: Sweet Heart Sweet Light

Skrevet af Pladeklubben

Engelske Spiritualized bliver kaldt et spacerockband, men det er ikke sandt. Det er derimod sommermusik lige til en strandtur med kæresten. Det skal bare spilles højt nok.

Britiske Spiritualizeds seneste udspil, Sweet Heart Sweet Light, har igennem de sidste tre år været undervejs ad snoede, knoldede stier. Ikke alene er det meste af pladen for længst blevet spillet adskillige gange til koncerter; den har også været præget af frontfiguren Jason Pierces sygdom, der har sendt ham gennem hårde, eksperimenterende behandlinger og tydeligvis givet ham en del at tænke over.

I samlet version udgør de sidste tre års arbejde en rocksymfonisk helhed, der omfatter bunker af smukke melodier og helstøbt produktion, så man må frydes. Her er en oplagt sommerplade, der er både dansabel og poppet i sin lyd. Det skulle man ikke umiddelbart tro om Spiritualized, der som sådan kun omfatter Pierce, som igennem mere end 20 år med evigt skiftende besætninger bag sig har stukket kursen ud i et band, hvis lyd beskrives som alt fra drone over stener-, støj- og til spacerock. Og det er faktisk synd – i hvert fald i tilfældet Sweet Heart Sweet Light.

Her kommer grunden: Når man står i sin pladebutik eller kigger på sit musiksite, så er det ikke sandsynligt, at man – medmindre man indgående kender genren eller er i det meget nysgerrige hjørne – har lyst til at undersøge begreber som ‘drone’ og ’spacerock’ nærmere, og så går man i dette tilfælde glip af gode, velskrevne sange og lette melodier med dybsindige, personlige tekster.

Jo, gu er der da et væld af lag på Sweet Heart Sweet Light, men der er slet ikke så meget kaos som på tidligere Spiritualized-udgivelser. Guitarlag efter guitarlag leger ind og ud imellem hinanden og suppleres af kvindevokaler, børnekor, trædeorgel, strygere, blæsere, mundharmonika, samples og percussions.

Men det giver ikke det rodede (eller komplekse, om man vil) lydbillede, man kunne forvente, og som ovennævnte genrebetegnelser så æggende indbyder til at tro. Den bærende del af musikken er hele tiden, at sangen er en simpel, velskrevet bundklang, hvor alle de mange lag, der lægges hen over, kun er veldoseret krydderi på det, der næsten lige så vel kunne have været en decideret popplade.

Smid for eksempel den fremragende “Little Girl” på pladespilleren. Her står den på rendyrket sommerlykke med en melodisans, der vil få selv Rasmus Nøhr til at måbe misundeligt. At teksterne så igen kredser om død og smerte er ikke svært at abstrahere fra, når »Before we ride into the sun / Get it on« lyder igen og igen.

Som musikalsk håndværk er det aldeles fremragende. Det er velproduceret og med så mange facetter, at man selv efter adskillige koncentrerede gennemlytninger bliver ved at finde små gaver hist og pist.

Mod slutningen af albummet sker der dog noget, som kan være en anelse svært at æde for den gemene, vantro dansker. Om det er sygdom og de nærdødsoplevelser, den slags fører med sig, der gør sig gældende, skal vi ikke kunne sige, men pludselig stikker Jesus fjæset frem i en grad, der kan være en lille smule overvældende.

Der er tydeligvis noget på hjerte hele vejen igennem Sweet Heart Sweet Light, men på de sidste skæringer – navnlig “Life Is a Problem” og “So Long You Pretty Thing” – der rent musikalsk også bevæger sig i retning af det nærmest hymniske, kommer der fokus på temaer som religion, forsoning og afslutning, der muligvis rummer skjulte ironier, som imidlertid bliver svære at holde ud, selv hvis det måtte være tilfældet.

Men Pierce har taget livtag med døden og er givetvis kommet ud på den anden side som et stærkere og klogere menneske. Sideløbende har han begået en plade, der tyder på, at sygdommen stadig fylder meget i Pierces liv, men som ligeledes fremstår stærk og klog, og som markerer et nyt kapitel i Spiritualizeds musikhåndbog i en retning væk fra det spacerockede og hen mod de blødere og mere tilgængelige, poppede græsgange.

Bertel:

★★★★★☆

Mads:

★★★★½☆

Deltag i debat