Koncerter

Spot Festival 2012, 04.-05.05.12, Aarhus

Skrevet af Jakob Bom

Undertoner er taget på årets Spot Festival for at høre nogle af de mere eller mindre etablerede nordiske artister, der er på programmet. Læs anmeldelser af koncerterne med Papir, Rosemary, Battlekat, Slagsmålsklubben og Mellemblond.

Undertoner er taget på årets Spot Festival for at høre nogle af de mange mere eller mindre etablerede nordiske artister, som har fundet deres vej til programmet. Spot har for længst manifesteret sig som en branchefestival, der er værd at besøge, hvis man gerne vil være på forkant og vide, hvor de musikalske strømninger er på vej hen. Et hurtigt blik på årets program bekræfter, at der i den grad er gang i musiklivet, og i år har Spot kunnet melde alt udsolgt. Således var scenen sat til en stemningsfyldt og begivenhedsrig festivaloplevelse.

Spot Festivalen har ændret sig siden sidste år, hvor Godsbanen i år er blevet inddraget som omdrejningspunkt for festivalen med adskillige mindre scener. Dermed er der skabt et samlingspunkt for festivalen. Desværre har festivalen ikke taget højde for kapaciteten, og til koncerterne med de større navne var der ofte lange halve timers køer, hvilket naturligvis ikke vakte stor glæde blandt publikum. Således gik mange forgæves til koncerterne og brugte meget spildtid på at stå i kø. Forhåbentlig kan Spot drage nytte af erfaringerne og få justeret disse pladsproblemer til næste års festival.

 

Rosemary

Katapult, fredag kl. 20.40

Den københavnske electroduo Rosemary indtog fredag aften et halvfyldt, mørkt og røgfyldt Katapult. Med forventninger om, at Rosemary godt kunne gå hen og blive en dyster affære, passede denne opsætning godt til et band, som rider videre på den minimalistiske neo-disco-bølge, der for alvor blev skudt i gang med The Knife og opfulgt af navne som Glass Candy og Desire.

Duoen Rosemary på Katapults scene fredag. Foto: Mathias Warnich

De to bandmedlemmers fremtoning supplerer trods deres umiddelbare modsætninger hinanden godt, og mens duoens mandlige medlem Lasse Martinussen på trods af sine ligheder med en, som godt kunne være med i en Jamiroquai-video lavet i 90’erne, laver tung synthpop, betoner Sahar Pour med sit emo-agtige udtryk og sin personlige og længselsfulde vokal, at Rosemary er et band, som er sat i verden for at lave fængende og følsomme popnumre.

Denne fredag aften i Aarhus beviser Rosemary, at de med en gennemgående dyb basgang uden besvær fanger publikums øregange. Det er ganske enkelt svært ikke at rykke i takt med den coolness og attitude, som pumper ud af højtalerne. Fra start til slut er publikum med på beatet og rykker veltilfredse frem og tilbage. Desværre kammer det til tider over med Sahar Pours stemmeføring, som ikke virker til at være helt i sync med musikken, og det er , som om vokal og beats ikke rigtig følges ad. Man kan ikke høre, hvad hun synger, og selvom det givetvis er meningen, at det skal være sløret og skævt, kan det virke en anelse frustrerende, at hun står og giver den med fuld kraft og høj falset, men at man ikke helt forstår, hvad meningen med galskaben er. Som kunstner er det nok svært at overkomme den selvmodsigelse, der ligger i at lave emotionel musik, som samtidig skal være dansabel.

Rosemary har noget at byde på, og de laver velproduceret og stemningsmættet musik, men de mangler at komme helt ud over kanten. Potentialet er der, så det er måske bare et spørgsmål om tid, før de for alvor folder sig ud og fuldt ud overbeviser deres lyttere. Eller man kunne også tage den mere skeptiske hat på og tro, at tiden måske bare er løbet fra den lyd, som The Knife skabte i midten af 00’erne.

★★★☆☆☆

 

Slagsmålsklubben

Train, fredag kl. 1.30

Fredag aften på Train er ikke uvant med elektroniske toner, men denne aften på Spot sættes rammen for en lidt anderledes aften, da den seks mand høje electro-gruppe Slagsmålsklubben stiller sig op på scenen – af uransagelige årsager en halv time før tid. Det er svært at placere Slagsmålsklubben på det elektroniske landkort, men der er ingen tvivl om, at det er skørt og excentrisk og langt fra noget, der minder om mainstream techno.

Med et kaotisk virvar af corny synths og pumpende trommer, er vi i fuld gang, og Slagsmålsklubben viser sig endnu engang frem som nogen, der har genopfundet dancemusikken på deres helt egen særlige facon. Det er lyden af 8-bit og gamle videospil, som genopdages i en mere catchy og dansevenlig version.

Selvom de har et stærkt og slagkraftigt musikrepertoire, fremstår de seks svenske gutter denne aften på Train ret introverte og generte, hvilket nok skal ses som en del af deres svenske, ungdommelige charme. Dog bliver et af bandets medlemmer til publikums og denne anmeldelers irritation ved med at tale i en lind strøm og fyre interne jokes og historier af, som givetvis nok kun er sjove, hvis man er en del af bandet.

Til sidst ender de lange snakke mellem numrene med at sætte en stopper for, hvad der potentielt set kunne have været en god fest. Slagsmålsklubben får med deres vel nok største hit ”Sponsored by Destiny” til sidst sat gang i publikum og vendt skuden lidt. Men helt oppe at ringe kommer publikum aldrig, og opsummerende må man desværre sige, at Slagsmålsklubben ikke får indfriet deres musikalske kvaliteter denne fredag nat.

★★☆☆☆☆

 

Papir

Radar, lørdag kl. 19.00

Hvis man fik beskrevet, hvad det er for en genre, Papir hører inden for, kunne mange godt blive fristet til at kalde det gammel vin hældt over på nye flasker. Man kunne spørge sig selv, hvad der egentlig er nyt ved psykedelisk syrerock – ja, man ser måske et billede for sig af nogle langskæggede amerikanske hippier, men her er der altså tale om tre yngre danske fyre i tyverne, som i dagens anledning på Radar (det nye Musikcaféen) har iført sig skjorter.

Papir leverede en koncert til 6 U'er lørdag på Spot. Foto: Thorsten Iversen

Konferencieren starter med at indlede koncerten ved at sige, at han ikke ved, hvad der skal foregå, og at det gør bandet heller ikke, fordi vi nu skal være vidne til en ren improvisatorisk forestilling. Allerede fra starten er man spændt på at høre, hvad der nu skal komme. Kort efter Papir er gået i gang, er man allerede fanget ind i deres ekvilibristiske stil, som elegant fører publikum rundt i et overflod af referencer fra den elektriske Miles Davis, det tyske krautrockband Can til god gammel syrerock a la Jimi Hendrix. Det er ganske imponerende, hvordan de formår at lade musikken tale for sig selv.

I løbet af koncerten glemmer man helt at tage notits af, at koncerten faktisk er bygget op omkring enkelte numre, men hæfter sig mere ved de stemningsbilleder, som skabes ved den organisk opbyggende struktur og de mange humørskift, hvor man i det ene øjeblik ser Santana stå og spille på Woodstock, og i det andet står midt i en tør ørken. Alle elementerne fungerer super godt, og selvom der er tordenskærende guitarriffs, der når stormfulde højder, er der også lange atmosfæriske passager, som kører ned i tempo.

Papir er i en forstand gammel vin på nye flasker, men det gør ikke spor, for de blander og varierer sig så meget, at de alligevel får deres eget udtryk. Der er her tale om et band, som med få virkemidler får dækket et bredt musikalsk spektrum, og som ikke lader sig begrænse. Det er netop suveræne præstationer som den, Papir kunne levere denne lørdag aften, der er med til at gøre Spot mindre forudsigelig og understrege, hvorfor det er vigtigt med en festival, der eksponerer den danske musikunderskov.

★★★★★★

 

Mellemblond

Radar, lørdag kl. 22.40

Mellemblond er af flere, herunder aftenens konferencier, blevet udråbt som et af de mest oversete rockorkestre i Danmark, og det er der nok også god grund til. De har umiddelbart det, der skal til for at blive et solidt band med et dansk tekstunivers, som ligger klods op ad C.V. Jørgensen. Deres akilleshæl er, at de alligevel er lidt for alternative til at slå helt igennem med deres lettere støjende, psykedeliske lo-fi lyd med prærieguitar.

Så hvis Mellemblond nu skulle blive det nye Love Shop, er det imidlertid ikke på Spot, at det sker. Hertil mangler de ganske enkelt at få skabt tilstrækkelig kontakt med publikum og få deres musik til at stå mere selvstændigt frem. Det er tydeligt at høre, at det er et gennemspillet band, der kender hinanden, men alligevel forbliver det uforløst. For hvert nummer, der går, håber man på, at der nu kommer et nummer, som fænger, men det sker bare ikke. Man kan høre, at der ulmer noget, og man får vækket nysgerrigheden, men mere bliver det altså ikke til.

Det hele forekommer at være lidt for hæmmet, og desværre bliver det en oplevelse på det jævne. En koncert, der hurtigt vil gå over i glemmebogen.

★★☆☆☆☆

 

Battlekat

Atlas, lørdag kl. 0.00

Bandet med det tidligere knap så catchy navn Just A Number 05272011, hvor nummeret betegner datoen for deres debut på Spot Festivalen, hedder nu Battlekat. Det er en af de sidste koncerter på årets Spot overhovedet, og det er her, at folk venter på den endelige kulmination af to dages overflod af musikalske inputs. Det er ikke en let opgave at skulle indfri publikums forventninger.

Som de står på scenen på Atlas, ligner Battlekat en ret broget forsamling, og hvor bandets frontfigur, sangerinden Mathilde Katinka Böchers, har et alternativt, mystisk, nordisk look og således passer godt ind i den gængse beskrivelse af bandet som en arvtager for The Knife, ligner et af bandets mandlige medlemmer med dreadlocks og hue én, der skal til at sætte gang i reggaerytmerne. Hvis man ikke kendte til deres musik, ville man sikkert være på ret bar bund og temmelig uklar på, hvad der nu skulle til at foregå.

Fra starten af står det dog klart, at Battlekat abonnerer på det samme nordiske lydunivers som The Knife og Björk, hvor dybfølte kvindeskrig, tung bas og dybe beats er i højsædet. Battlekat starter i det mere følsomme og melankolske hjørne, men bevæger sig i løbet af koncerten mere og mere over i den mere klubbede lyd. Ved deres elegante opbygning formår bandet i den grad at få sat gang i dansegulvet og få publikum med på deres musikalske trip.

Det er klart, at Battlekat er dygtige og solide musikere, som på denne aften på Spot får skabt en opstemt stemning. Alligevel står man til sidst og mangler lidt af den melankoli, som de startede ud med. Battlekat får sat gang i en dansefest, der desværre mister lidt af den nordiske mystik og utilregnelighed.

★★★★☆☆

Fotos: Papir: Thorsten Iversen. Rosemary: Mathias Warnich

Deltag i debat