Plader

Susanne Sundfør: The Silicone Veil

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Den norske singer/songwriter stiller os over for en storladen dysterhed pakket ind i en så dragende musikalsk og poetisk æstetik, at det er umuligt at slippe oplevelsen igen efter første gennemlytning.

Den norske singer/songwriter Susanne Sundfør er klar med sit fjerde regulære album, The Silicone Veil. Albummet leder tankerne tilbage til Sundførs højt roste og populære The Brothel fra 2010 og fører succesen fra dette album videre. Lige siden sin første single “Walls” fra 2006 er den norske kunstner blev rost til skyerne i anmeldelserne; hun har domineret norsk radio adskillige gange og har modtaget den norske Spellemannspris for årets bedste kvindelige kunstner. I Danmark har Sundfør allerede et trofast publikum og besøger i forbindelse med udgivelsen af Silicone Veil to gange i løbet af foråret.

Sundfør mestrer både rytmisk musik, primært jazz, og klassisk, og begge genrer skinner fortsat igennem på den nyeste udgivelse, der samtidig har tilføjet en elektronisk dimension. Sidstnævnte spilles konstant ud mod det akustiske, ligesom det rytmiske går i clinch med det klassiske, hvilket skaber flotte kontraster i en fin balance albummet igennem. Særligt titelnummeret viser dette spil med brug af klassiske instrumenter, særligt harpen, i samhørighed med Susanne Sundførs popinspirerede, men aldrig uinteressante vokal og den underliggende synth.

Med denne lyd har The Silicone Veil tætte ligheder med The Brothel, men udtrykket er større, mere favnende, og rent tematisk har Sundfør ændret fokus til et langt mere dystert, realitetserkendende udtryk: Hun synger om verdens ulykker, apokalypse, vores ansvarsløshed over for verdens problemer og andre dystre emner, men hele vejen igennem pakket ind i en indfangende poesi, skønhed og elegance. Først og fremmest kredser albummet om en dødstematik eller dødsæstetik og den mellemliggende fase mellem liv og død eller det slør, der adskiller de to. Heri består referencen til albumtitlen.

Singleforløberen “White Foxes” fremmaler dystre og makabre billeder, og dette udtryk er fuldt bevidst fra kunstnerens side. Bag albummet ligger en filosofi om, at man ikke skal gemme det dystre og triste i tilværelsen væk, men tværtimod konfrontere det og udtrykke det for at kunne bearbejde og leve med det. Susanne Sundfør søger med albummet at vise tilværelsens skyggesider og kontraster, der konstant opridses gennem musikken med skift i udtryk, toner og tempo: Albummet sættes langsomt i gang af nummeret “Diamonds”, der i de første sekunder kun bæres af sangerens rene vokal uden instrumental ledsagelse – for kort efter at blive pisket op i et galopperende tempo af et tungt og næsten primitivt beat. Lytteren må hurtigt sande, at intet er muntert på pladen; alt er dystert, men albummet bliver underligt nok – måske netop i kraft af dette udtryk og Sundførs insisteren på døden som et grundvilkår i tilværelsen – livsbekræftende.

Med The Silicone Veil har den norske sangerinde fundet frem til en særegen lyd, som endnu er under udvikling, men som på flere punkter adskiller sig fra de tidligere udgivelser. Med sangerens egne ord er lydbilledet på en måde blevet langt mere “cheesy” med de tilføjede popæstetiske elementer. Men kombineret med det dystre og brutale udtryk, den uophørlige leg med kontraster og frem for alt Sundførs evigt dragende vokal er dette langtfra tegn på manglende opfindsomhed eller kvalitetstab. Tværtimod gør de mange sammensatte elementer, at albummet får et næsten avantgardelignende udtryk, hvilket er fuldt bevidst fra nordmandens side. Resultatet er en formidabelt, fængende og medrivende plade, som både fuldt ud rammer og virker banebrydende for sin tid.

★★★★★☆

Deltag i debat