Plader

Thåström: Beväpna dig med vingar

Skrevet af Pladeklubben

Svenske Thåström maler fine stemninger fra Vesterbros rendestensbarer, men drukner også lidt i selvfedme og langtrukne mellemspil.

Svenske Thåström er på Beväpna dig med vingar snarere stemningsmager end musiker. Med langtrukne, klagende og inderligt lidenskabelige sange svæver han af sted i, hvad der lyder som en uendelig druktur for at glemme nogen eller noget.

Det er både Thåströms styrke og svaghed, at han er så fandens god til at sætte en stemning, for det kommer til at koste på melodierne, som fra tid til anden drukner lidt i noget, der mest af alt lyder som mellemspil, der nægter at give slip.

Pladen byder på en opbygning, som svajer mellem først en regulær sang og derefter et slags lydarrangement og tilbage igen. Den opbygning fremhæver de regulære sange som vellykkede – og mellemspillene som lange, monotone og til tider temmelig ligegyldige.

Men vi lever med det. For den halvdel af pladen, man kunne fristes til at kalde ’sangene’, er lige så dyb, smuk og stemningsmættet, som den anden halvdel er kedelig.

Når han er er bedst, folder Thåström et talent ud, der burde få begavede folk udi komposition og eftertænksom lyrik som d’herrer Kvamm og Sommer til at smække panden i fortovet i respekt.

Albummets titel er reference til Michael Strunges digtsamling “Væbnet med Vinger”, men referencerne slutter slet ikke der. Undervejs møder vi således alt fra John Cale til Pallas Athene, Whitney Houston, Dolly Parton, Charles Bukowski, Remarque, Gun Club, Nina Simone, Bernauer Strasse, Federico Fellini og Cafe Guldregn – for blot at nævne nogle stykker.
Det kan blive lidt anstrengende at lægge øre til disse opremsninger af in-steder og -personer, og det kommer til at smage lidt rigeligt af selvhøjtidelighed og udstilling af, at Thåström har været – og kommer – omkring, men også dét lever vi med.

Thåströms tekstunivers er sublimt på sin egen simple, underspillede facon, der til tider leder tankerne i retning af både Nick Caves historiefortælling og skæbneportrætter og Cohens poesi – for nu at namedroppe lidt med.

Thåström holder det simpelt, personligt og rent. Han fortæller sine historier med små, næsten umærkelige sproglige genistreger, der betyder, at lytteren fristes til at tro, at han læser en næsten prosaisk tekst, men hvor lagene er adskillige og dybden svimlende. Det er svært at sætte en konkret finger på det geniale i sproget, men man er tryllebundet af det.
Thåström har noget på hjerte og en tanke bag det, han gør. Derfor kommer musik og lyrik til at hænge sammen i en stemning, der sidder i én, længe efter at pladen er slut.

Og det er den desværre lidt for hurtigt. Når den sidste strofe har lydt på Beväpna dig med vingar, sidder man stadig og har appetit på et par stykker mere. Det er selvfølgelig bedre sådan, end når man ånder lettet op, når pladespilleren endelig forbliver tavs, men faktisk er det, som om albummet er en anelse uafsluttet.

Ganske symptomatisk slutter Thåström pladen med sangen “Sluta när jeg vil”. Det gør han så – og det må vi jo leve med.

Mads:

★★★★½☆

Bertel:

★★★★½☆

Deltag i debat