Koncerter

The Soft Moon + Holograms, 22.05.12, Loppen, København

Skrevet af Sebastian Sharif

The Soft Moon formåede denne tirsdag ikke at forløse det dystopiske raveparty på trods af en ellers fornem og dramatisk entré på Loppens beskedne scene.

Året er 3156. USA har for længst måttet overgive positionen som stormagt til Kina, der leder verden med hård, kommunistisk-totalitær hånd. På magten sidder den selvkronede kejser, Mao Dingdong, og ved hans side, Mark Zuckerbergs hjerne i en robotsuit (der ser ca. sådan her ud). Som efterretningsleder overvåger hjernen alt mistænkelig aktivitet på Facebook Timeline version 32482734 (ja, folk klager stadig over den!), der nu dokumenterer alles liv fra fødsel til død.

Vi befinder os i en vilkårlig metropol. Sirenerne hyler. »Advarsel! Spærretid! Advarsel!« lyder det fra højtalere strategisk placeret overalt i byen. Men i nedlagte parkeringshuse, der engang blev brugt til såkaldte ‘biler’, der kun kunne køre på landjorden, afholdes ulovlige raveparties, hvor unge rebeller trodser regimets udgangsforbud.

The Soft Moon blev i år 2015 frosset ned med avancementet i cryogen-teknologien, men er netop nu blevet tøet op for at agere som musikalske bannerførere for oprøret mod regimet, og står nu derfor på scenen til et af disse raveparties. »Hvad er det, de spiller på?« spørger en af rebellerne sin sidekammerat. »Det er vist synthesizere. Det er fra før den tid, vi fik macbook pros installeret i armen.«

Pardon mit sidespring som talentløs sci-fi-forfatter (jeg bliver nok hverken den nye Stanislav Lem eller Phillip K. Dick), men jeg blev simpelthen nødt til at gengive den scene, der spillede på mit indre filmlærred, da The Soft Moon gik på.

Lad mig lige beskrive den måde, de kom ind på, for dig, hvis du ikke var til stede eller bare havde tyllet lidt for mange bajere før koncertbegyndelsen: Den mennesketomme scene blev pludselige indhyllet i en tæt tåge af røg fra en røgmaskine, der mildest talt kom på overarbejde. Et lysshow med farvetoner som plukket ud af “The Matrix” gik i gang, og bandet kom ind. En satans effektiv entré på en ellers beskeden scene som Loppens.

En lille notits fortjener opvarmningsbandet, de svenske upcoming-punkere i Holograms, dog også. Det er bestemt et bandnavn, du skal skrive dig bag øret, hvis du er en ægte punk-connaisseur. Holograms er netop blevet signet til det uhyggeligt kvalitetsbevidste Brooklyn-label Captured Tracks, som Wild Nothing, Beach Fossils og ikke mindst genstanden for nærværende anmeldelse, The Soft Moon, også er signet på.

Der manglede ikke strøm på elspaderne i Holograms kontante opvarmningssæt, og bandet legemliggjorde da også punk-æstetikken med knytnæve-attitude, læderjakke og de for genren så obligatoriske doc martens. Man fornemmer et melodisk hjerte banke i bandet, der genkalder Buzzcocks i deres allermest imødekommende hjørne. Desværre lykkedes det ikke bandet at få hjerteslaget til at pumpe ud af Loppens PA-anlæg. Bandets sange flød sammen i en grød af power-chords, utydelige hooligan-skrål (tænk Elias fra Iceage) og primitive synth-leads, med “ABC City”, den catchy-as-fuck førstesingle fra deres kommende album, som eneste beskedne højdepunkt.

Tilbage til The Soft Moon, der med deres dramatiske entré slog et større brød op, end de kunne bage. Hele koncerten følte jeg mig underligt distanceret. Dels savnede jeg dynamik i sætlisten, der stort set udelukkende var præget af beats, der fræsede ud af die Autobahn med 100 mil i timen uden så meget som et lille pusterum, og dels følte jeg også, at det krævede en speciel sindsstemning for at blive suget ind i den tunge, dystre hvirvelstrøm af synthesizere.

Ganske vist har bandet deres ærefrygtindgydende veldefinerede ‘dystopisk raveparty’-lyd, og var det ikke for den, ville deres eponyme debutplade og Total Decay-ep’en da også være temmelig monotone affærer, der hurtigt ville ryge i glemmebogen af bands, der søger at emulere den tidlige EBM-lyd fra bands som D.A.F. og Clock DVA. Den kunne dog ikke stå distancen i live-sammenhæng, hvor den netop blev monoton, og derfor blev highlights som “Breathe the Fire” og “Circles” heller ikke rigtigt forløst. Forsanger Luis Vasquez forsøgte med sin ekko-indsvøbte vokal at skabe holdepunkter i den ellers primært instrumentale musik, men det reddede ikke koncerten fra til syvende og sidst at være en skuffende oplevelse.

★★½☆☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat