Nyheder

Ugens Undergrund: Age of Giants

I denne uge byder Ugens Undergrund på lækker lo-fi, indie og drømmepop. Det er det københavnske band Age of Giants, som leverer ugens toner.

 

Det københavnske fem mand store band startede karrieren i sommeren 2009, hvor Aske Lyck Pedersen og Zacharias Baden begyndte at lave musik sammen. Senere er kvindevokalen, Anne Dalby, Carl Albert og Terkel Røjle kommet til. Sammen laver Age of Giants en slags atmosfærisk drømmepop med stærke referencer til indierock og en smule lo-fi. En spændende blanding, som krydser genremæssige vande med grundelementerne bas, trommer, synth, guitar og vokal.

Age of Giants har udgivet ep’en Mellow Fruitfullness, hvorfra de fleste af numrene ligger til gratis download på bandets Soundcloud-profil. Her faldt jeg særligt over “Secret Place”, et fantastisk nummer, der med god rumklang og et drømmende udtryk giver perfekte rammer for solskinsmusik. Nummeret kunne være et soundtrack til en amerikansk roadfilm med sin varme popcharme og eksperimenterende synths tilsat en god indie-guitar.

Bandet leverer dog forskellige udtryk, f eks. i sangen “Walden”, som er karakteriseret ved melankolske synths, der giver noget lignende en organisk lyd understøttet af en dybsindig vokal. Sangen udvikler sig kronologisk og bliver hele tiden viderebygget af flere og flere elementer. Selvom overlapningen fylder meget, giver den ikke det rodede lydunivers, man ellers kunne forvente. Musikken veksler nemt og flydende, og resultatet er overraskende kompositioner. Vokalerne fungerer meget melankolsk og monotont i sangen “Walden”, som om de aldrig kommer helt ud over scenekanten. En smule kedeligt, men giver samtidigt en underspillet effekt, som passer godt til musikkens organiske univers.

Age of Giants har gjort sig bemærket på flere spillesteder rundt omkring i landet og er nu ved at indspille debutalbummet. Det skulle efter sigende være klar engang til sommer. Nedenfor kan du høre nummeret “Ghost”, som også befinder sig på debutpladen. Lyt og glæd dig!

2 kommentarer

Deltag i debat