Nyheder

Ugens Undergrund: Where Did Nora Go

I denne uge bevæger Ugens Undergrund sig mod et musikalsk projekt, som formår at adskille sig fra mængden. Musikken er i høj grad baseret på den klassiske cello, bemærkelsesværdige kompositioner samt kendetegnet ved det særlige tekstunivers, der kredser om temaet ‘undertrykkelse af kvinder’.

Where Did Nora Go er det navn, som musikeren Astrid Nora gemmer sig bag. Projektet er forholdsvist nyt, og Astrid Nora udsendte 21. maj ep’en Away, Away, Away som en forsmag på debutpladen, der udkommer til oktober.

Udtrykket fremtræder stærkt og karismatisk, og det er ved første lyt klart, at Astrid Nora er styret af en dagsorden, der kombinerer musikkens udtryk med teksternes stærke og personlige univers. Lyrikken adskiller sig nemlig fra det meste af den aktuelle danske musikscene ved at forholde sig til kvindernes position i samfundet. Teksterne er inspireret af Henrik Ibsens skuespil “Et Dukkehjem” fra 1879, som satte kvindernes frigørelse på den kunstneriske dagsorden. Astrid Noras budskab bliver leveret ved en smuk, poetisk lyd, som videregiver budskabet til kvinderne om at komme ud i lyset og lade mørket blive tilbage. Dette kommer særligt til udtryk gennem ep’ens fjerde nummer og singleudspil “Sister of the Dark Walk in Light”.

Celloen fungerer som det musikalske omdrejningspunkt på ep’en, hvor den både optræder aggressivt og blidt. Den sætter en lidt dyster, mystificerende tone, som gennemgående kendetegner hele pladen. Særligt i nummeret “Please Pleaser”, hvor celloen kombineret med Astrid Noras stærke vokal tilsammen skaber en spændende dynamik, hvor resultatet bliver et anderledes og iørefaldende nummer.

Where Did Nora Go byder på helt anderledes melodier og kompositioner end meget andet af det, som kendetegner den danske musikscene netop nu. Tanken bag er at kombinere poetiske udtryk gennem musik med politiske budskaber, og det lykkes måske endda. Det specielle udtryk indbyder i hvert fald til at give musikken et lyt med på vejen – måske falder du for det.

Lyt til den føromtalte single “Sister of the Dark Walk in Light” nedenfor:

Leave a Reply