Koncerter

Young Magic + Scared Crow, 29.05.12, Stengade, København

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Den amerikanske trio Young Magic gæstede Danmark og gav en koncert, der indimellem var helt fantastisk, men godt kunne bruge lidt mere publikumskontakt. Opvarmningen fra enmandsbandet Scared Crow imponerede også.

Young Magic gæstede Danmark og gav en udmærket – til tider helt fantastisk – men desværre alt for kort koncert. Lidt ekstra publikumskontakt og energi kunne jeg dog også savne. Det var en tirsdag aften, og måske derfor var der ikke så mange fremmødte, som man kunne have håbet på. Stort set hele albummet Melt (bandets debut) blev spillet, og koncerten varede derfor kun ca. en times tid. Der blev jammet lidt midt i sættet, men ellers var der ikke meget nyt at hente. Men lad os starte ved begyndelsen med en beskrivelse og vurdering af den fede opvarmning, der blev leveret af enmandsbandet Scared Crow alias Kasper Aagaard Troelsen.

Scared Crow

Scared Crow formåede med sin guitar, spændende stemme, elklaver og en bette hard disc recorder at få skabt intense og dragende ambiente, poppede og støjende lyduniverser, der fik denne anmelder til både at boppe med hovedet og trække på smilebåndene. For Scared Crows vokal minder om så særlige vokalister som Morrissey (især på den måde, han sang på på The Smiths The Queen Is Dead), Jamie Stewart (Xiu Xiu), Samuel T. Herring (Future Islands), Mark Hollis (Talk Talk) og Arthur Russell (Killer Whale m.m.). Det var et følsomt, kærligt og ret varieret opbud af sange, der blev spillet fra en scene badet i røg og grønne lys.

Musikken var hele vejen igennem loopbaseret, og de forskellige støj-, ekko- og delayeffekter skabte mindelser om både violin og cello. Dybe, tunge klaverakkorder, ofte i mol, fungerede fint i tråd med det til tider countrylignende guitarspil og den utydelige, androgyne og dragende vokal, der ligeledes var smidt en masse rumklang og delay på. Sommetider kunne man ane klokkespilfigurer og lignende melodistykker i den lyse ende, der fik de bedste numre til at løftes til gode, små, poppede sager. Det klædte numrene ind imellem at blive suppleret af percussive elementer. Det var med til at give god bund til den skønne vokal. Navnligt numre som “Can’t Do Anything” og “I Hate You Too” gjorde mig meget glad. Dem og seks numre mere bør man lige tjekke ud på Scared Crows myspace.

Young Magic

Trioen Young Magic havde hyldet borde i orientalsk mønstrede tæpper for at få stimuleret deres globalistiske og eksotiske tilgang til musik og æstetik. De havde desværre ikke rigtig mere materiale med end det fra deres debut, som i øvrigt er fyldt med optagelser taget på rejser rundt om i hele verden. De begyndte med deres utvivlsomt bedste nummer “You With Air”, og det andet singleudspil “Night in the Ocean” og den percussive genistreg “Sparkly” blev sættets bedste, mest energiske og hårrejsende numre. Men også et af de lidt svagere numre, “Jam Karet”, voksede enormt meget ved at blive spillet live.

Instrumenteringen var computer, guitar, en masse pads, slagtøj, klokker og en gulvtam. Det var især tamburin og gulvtam, der bandt rytmikken sammen og sikrede en rød tråd igennem sættet. Bandets lyd var som en mellemting mellem Yeasayer, Sufjan Stevens, Twin Shadow, Animal Collective, Neon Indian og Tame Impala. Det var dog tydeligst ligheden med Yeasayer, jeg hæftede mig ved. Dog var der desværre ikke den samme glæde ved optræden og publikumskontakt, som Yeasayer leverer til deres koncerter.

“Slip Time”, der var sættets andet nummer, udmærkede sig ved sin gyseragtige og repetitiv struktur, og ved sin langsomhed. Hook-linen »Do you shuffle in the gutter?« genlød mange gange hen over de støjende lydflader og den flittige brug af percussions. Den meget velsyngende og enormt smukke kvindelige vokalist var helt klart aftenens man of the match og når hun skreg og sang som en shaman, var det intet mindre end ærefrygtindgydende skønt. Det bliver spændende at følge dette bands udvikling, når de får produceret mere materiale, og når de bliver lidt mere sikre i deres musik, så de kan få løsnet lidt op for deres en smule stivnede og resignerede attitude, for de kan godt nok lave skidegod musik.

★★★★★☆

Fotos: Morten Hansen, Stengade

Leave a Reply