Plader

Apparatjik: Square Peg in a Round Hole

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Supergruppen Apparatjik med det danske medlem Jonas Bjerre besøger Roskilde Festival torsdag i næste uge. Med sig i bagagen har de et nyt album, hvor de fire medlemmer af gruppen har deres eget frirum at boltre sig i. Det høres tydeligt, og det er både positivt og negativt ment

Det, der startede som et velgørenhedsprojekt for menneskerettighedsorganisationen Survival International tilbage i 2008, er nu en reel supergruppe. Med medlemmer fra Coldplay, A-ha, Mew og en superproducer bag trommerne er forventningerne høje til Apparatjiks nye album med den paradoksale og sjove titel Square Peg in a Round Hole.

Kvartetten er især kendetegnet ved sin særegne, ikoniske fremtoning. Apparatjiks liveshows er blevet berømte for et væld af visuals og effekter, og f.eks. har arkitekten Jean Nouvel designet deres performance ved en koncert i Berlin. Oven i alt dette optræder bandet også med kuber som hoved som et symbol på matematikkens verden.

Kvartettens sange kredser også meget om det fysiske og kemiske. Det høres tydeligt i sangen “Superpositions”, som er et lille intermezzo hyldest til partikler. Sangen “gz MO” følger et mere computerteknisk spor. For gz MO er en bestemt form for computerfiler, og sangen handler om det at fortryde og sige undskyld. Her bruges computeren som metafor til at beskrive det menneskelige indre, og filerne er et sindbillede på vores følelser. Så selvom Apparatjiks tekster til tider er ret ensformige, evner bandet alligevel i nogle sange at præsentere et univers af komplekse betydninger.

Albummet starter friskt ud med “Timepolice”, der er et skævt poppet nummer med Pharrell Williams (The Neptunes, N.E.R.D) som gæstesanger. Masser af bas og så en god omgang synth synes at være opskriften på “Timepolice”, og den formel går igen på mange af albummets numre. Med en fusion af electronica, synthpop og blid rock viser sangene på skiven sig fra en lettilgængelig side.

Men legelysten og detaljerne er der ikke sparet på. Der er hele tiden elektroniske impulser, der snor sig rundt om melodien, og det er aldrig bare pop, man får serveret. For med en nøje afmålt distance formår numre som “Tell The Babes” og “Control Park” at stikke ud med deres melodier og velproducerede synthlyd. Her er omkvædene lige i skabet, og Jonas Bjerres stemme giver sangene det ekstra touch af længsel og melankoli.

Sjælesygen og vemodet fortsætter i den Mew-klingende ballade “Signs of Waking Up”. En rolig rytme bygger sangen op, mens et »åh-åh«-kor senere kommer til, og så pryder Jonas Bjerre på ny lydbilledet med sin lyse stemme.

Nogle gange bliver Square Peg in a Round Hole dog lidt for midtsøgende, og den megen vellyd dræber den følelse, numrene prøver at frembringe – f.eks. de overproducerede “Do It Myself” og “Combat Disco Music”. I “Do It Myself” er Pharrel Williams igen gæst, og nummeret prøver ubehjælpeligt at være street, men den smule attitude forsvinder fuldstændig i en ensformig rytme og et uinteressant omkvæd. “Combat Disco Music” er meget klubbet med sin behagesyge, pumpede lyd. Det starter godt ud med en spændende spoken word-intro, men så overtager synth og en totalt forvrænget vokal det hele, og oven på det kommer et »hu-ha«-kor. Variationen er for smal, og teksten kredser hele tiden om det samme uden ændring.

Professionalismen og den kreative tilgang skinner igennem på hele albummet, men det gør overproduktionen og vellyden også. Der er ingen fejltrin og knitrende mislyde. Det hele er stramt, og der er ikke plads til løse ender. Her forsvinder det autentiske sammen med oprigtigheden, og det er synd for et band, der så gerne vil vise verden, hvad de kan i deres eget lille frirum. Som der synges på “Cervux Se Quential”: »I think I’am gonna start a little fire,« og lige præcis det savner man albummet igennem: et lille funklende blus af aggressivitet og hidsig attitude.

★★★☆☆☆

Deltag i debat