Plader

Bear in Heaven: I Love You, It’s Cool

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Nu er de tre synthglade newyorkere efter tre år igen parat med et nyt album. Et album, der vil meget og kan meget, men nogle gange også bliver lidt for ensformigt og uinteressant.

Ekkoet af Depeche Mode, Roxy Music og Duran Duran kan tydeligt høres på Bear in Heavens nye album, I Love You, It’s Cool. Alligevel fastholder bandet den nerve og stemning, der kendetegner dem, med melankolske og dansable synths og så et twist af underspillet eufori.

Selv efter at kvartetten er blevet til en trio, spiller de stadig tight og med en fornyet energi og idérigdom. Det faktum står klart allerede i første nummer, “Idle Heart”. Med et rislende synthtema, hårdt trommebeat, tung bas, Jon Philpots længselsfulde stemme og så en brutal kraftudladning efter et par minutter, ved man, at Bear in Heaven er tilbage på jorden for at berige os med smukke toner og melodier.

Engang var Bear in Heaven et soloprojekt, Jon Philpot lavede for at udleve sine musikalske ideer. Det blev kun til en ep som solo artist. Ret hurtigt efter blev bandet nemlig til en kvartet. Det ændrede lydbilledet markant, og her ni år efter er bandet så blevet til en trio, men ejer stadig de grundsten som blev lagt tilbage i 2003. Der er dog sket de ændringer, at lo-fi-lyden er blevet skiftet ud med en mere professionel studielyd. Synthen fylder også meget mere, og melodierne er blevet mere tilgængelige.

“The Reflection of You” emmer af de førnævnte tilegnede egenskaber. Her er der en modenhed og erfaring, og melodien er utrolig fængende. I sangen figurerer også en hidsig hi-hat, der giver sangen en hastig rytme. Keyboardtonerne og synthfladerne danner en kulisse af vellyd, og man får lyst til at danse natten lang. Sangen slutter med en kraftig omgang synth, der oversvømmer ørerne. Som om bandet bare lige ville sige, at under den polerede overflade gemmer der sig en aggressiv bjørn.

“Noon Moon” er mere kompliceret og mørk. Med alarmlydende keyboardtoner og en bredside af dybe synthflader, fortæller sangen et dystert budskab. Når »Cruel world, can’t change a thing, crying at the television« brager ud af hovedtelefonerne, fornemmer man en mere tænksom og vred side af Bear in Heaven. “Sinful Nature” er sexet med sit sensuelle omkvæd. Starten på sangen rider på en smukt og medrivende synthflade, og derefter afløses det af voldsomme energiudladninger i form af synth og trommer. Og endnu en gang slutter numret med eksplosive synthflader. Bjørnen bider fra sig igen.

Bear in Heaven er Prince-fans. Det er måske ikke lige let at høre, men hvis man lytter lidt bedre efter, er der en funky vibe på numre som “Kiss Me Crazy” og “World of Freakout”. Begge sange besidder poppede spøjse toner og skæve rytmer. I sidstnævnte sang sniger der sig oven i købet en kæk tamburin ind, og det giver numret noget ekstra energi og ungdom.
“World of Freakout” bruger en spændingskurve af synth. Først stiger den, og så falder den igen for så at stige bagefter. Man føler næsten, at man er på en lille rutsjebanetur, der hele tiden venter på at peake. Nummeret er fyldt med synth, både de hurtige flader og de mere dovne og bredde flader. Alt sammen snor de sig rundt om hinanden og skaber en lydcollage af massiv elektroniks vellyd. Begge sange sender på deres egen måde en hilsen til den lilla prins.

Den bedste sang på albummet kommer i form af “Warm Water”. Sangen lyder umiskendeligt af lys Depeche Mode på deres storhedstid. Lyden er mere syret, og trommebeatet kører fornemt derudaf. Keyboardtonerne og synthfladerne er 80’er-agtige med en god portion eufori og ekstase, og det gør sangen til en stor oplevelse. Den vokser bare efter hver lytning.

Lavpunkterne er “Space Remains” og “Sweetness and Sickness”. Begge sange fortaber sig i deres egne huller af kedsommelighed. “Space Remains” lyder med al dens synth, som noget fra før på pladen. Det eneste, der skiller den ud, er en irriterende spacet stemning, der ikke gør noget godt for numret. “Sweetness and Sickness” er den roligste sang, og den hypnotiserer én til at starte med via den dejligt bløde bas og et herligt fravær af massiv synth. Desværre for sangen varer den lidt over seks minutter, og den ændrer ikke karakter på noget tidspunkt undtagen til sidst, hvor den fader ud, for så at overraske lytteren ved at fade ind igen.

Som helhed bliver der brugt alt for meget synth på pladen i en alt for tætpakket lydkulisse. I længden er det enerverende, selv om at pladen kun er på 10 numre. Med lidt mindre synth og lidt enklere kompositioner kunne man opnå meget.
Men det overordnet indtryk af albummet er alligevel rigtig godt. Især de tre geniale numre “The Reflection of You”, “Kiss Me Crazy” og “Warm Water” indeholder så meget kreativt overskud og meloditække, at man med det samme overgiver sig. Man kan altså let putte denne cd på anlægget og følge Philpots råd: »Dance with me, dance with me, Dance with me”.

★★★★☆☆

Lyt til “The Reflection of You”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/reflectionofyou.mp3]

Lyt til “Sinful Nature”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/sinfulnature.mp3]

Deltag i debat