Plader

Black Dice: Mr. Impossible

Skrevet af Mads Qvortrup

Udfordrende og frastødende noisepop, der næppe tiltrækker folk, som ikke allerede er fans af genren. Det er grimt, lidt åndssvagt og ikke særlig godt.

Søndag formiddag, ah. Jeg trisser ud i køkkenet og laver kaffe. Jeg skænker mig en kop og fylder lidt mælk i. Det er gråt og tørt udenfor; det passer mig rigtig fint. Jeg sætter mig i sofaen og kigger på titlerne på amerikanske Black Dices sjette plade, Mr. Impossible. Yes, det første nummer hedder ”Pinball Wizard”. Mon det er en coverversion af The Whos nummer fra Tommy? Hvis det er, så håber jeg på tidspunktet, at det er et sagte ét, for The Who er lige rock’n’roll nok fra morgenstunden. Alt andet lige er forventningen, at jeg kommer til at høre noget velkendt.

Men sådan skulle det slet ikke blive. Trommemaskine, uskøn, ubehandlet lyd og en idiotisk melodi hakkede sig vej ud af højttalerne og borede et hul i mit hoved. På tidspunktet var det ækvivalent med en person, der tabte en dump genstand i et stort, tomt rum og så blev ved med det, som om personen ville smadre genstanden – eller mit hoved. Idet vokalen så indtræffer på ”Pinball Wizard”, når man lige at tænke på det som redningen på nummeret, inden alt det kødelige bliver maskinelt modificeret og moduleret. Der er ikke rigtigt nogen lyrik, for oftest bliver et ord bare loopet – gerne omvendt oven på lyden af maskiner, der ikke helt er synkroniseret til at arbejde sammen. Det giver et meget skramlet udtryk, som jeg oplever det på nummeret ”The Jacker”, der er på nippet til at falde sammen, men alligevel har en guitarmelodi, der bærer én igennem, indtil den får plads til at køre melodien videre. Selvom der ikke er meget melodi over det, vinder stykket alligevel en del, når man hører det nogle gange. Det kræver dog en del gennemlytninger, hvilket er gældende for hele pladen.

Singlen ”Pigs” lyder som Trent Reznors dårlige syretrip, hvor alt er lidt for tæt på, men alligevel svært at placere, mens ”Shithouse Drifter” bare lyder som enhvers mareridt, hvor nuttede ting indgår i totalt uforståelige sammenhænge, som var man ved at miste besindelsen. Det længste nummer, ”Carnitas”, er det mest afbalancerede, fordi den egentlige melodi, saxofonen spiller, hurtigt klistrer sig fast og bærer resten af nummeret, sådan så de skøre lyde bliver krydderi og farver på en baggrund. Det får tid til at udvikle sig, så alt ikke bare er skudt af i et forvirrende virvar af konfetti, flødeskum og blod.

Udfordrende musik opfatter jeg normalt som noget, man umiddelbart ikke forstår – tit grundet kompleksitet i rytme, uortodoks instrumentation og melodier, der udvikler sig på en kontraintuitiv måde. Det er altså noget, der kræver mange gennemlytninger, inden det kryber under huden på én. Det attraktive ved Black Dice er da også udfordringen, men på en anden måde: Hvad er meningen? Det lyder som nogle drenge med alt for mange effektpedaler, der ikke kan dy sig for at loope, forvrænge og generelt spasse ud. De har det garanteret sjovt i øvelokalet og på scenen, men det ender med at blive en krævende lyd snarere end udfordrende musik, når man sidder og lytter til det. Man må dog give dem, at det til tider er ret humoristisk musik og sågar grænsende til det underholdende. Eksempelvis i ”Spy vs. Spy”, som starter triphop-lignende, indtil det brydes med nogle klap og en afsindigt flabet og dårlig guitarmelodi. Men den er det på den helt rigtige måde, så man ender med at sidde og undertrykke et smil.

De utilsigtede ting ved musik har typisk en vis appel – for eksempel en skæv tone, som efter mange lyt giver perfekt mening i sammenhængen ved at skabe balance mellem det fortænkte og det følte. Man kunne sige, at Black Dice også har den tilgang til musik, men bare er gået all in, sådan så alt lyder skævt og utilsigtet, og de forventninger, man måtte have, bliver gjort til skamme. Det er bare for meget, når det foregår hele tiden, og holdepunktet er ingenting. Derfor kræver denne plade virkelig mange gennemlytninger og tonsvis af tålmodighed, og det er der nok mange, der ikke kan magte.

Ærligt talt er det hele en kende umodent. Det er i hvert fald svært at forestille sig en person i sin bedste alder lige smide noget Black Dice på. Om ikke andet har Black Dice med Mr. Impossible fundet en ret original niche. Om det så skyldes, at andre ikke kunne drømme om at forfalde dertil, eller at andre ikke har haft en tilpas excentrisk kunstner i sig, vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Tålmodige personer, der godt kan lide fragmenteret noisepop, vil garanteret få en masse ud af denne plade, men for de fleste vil det lyde som noget, der er flere, der spiller end lytter til.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat