Plader

Bobby Womack: The Bravest Man in the Universe

Skrevet af Stinus Kirkeskov

68-årige Bobby Womack er en stjerne for sig. Et klart spejl, der reflekterer følelser fra det indre rum i hjertet. I foråret lå han på hospitalet med både tarmkræft og lungebetændelse, men alligevel har han formået at udgive en plade, der emmer af liv.

Som ung var Bobby Womack fattig og levede i Clevelands usleste kvarterer. Så blev han en dag opdaget af soul-ikonet Sam Cooke, der tog ham med i sit band som backing-guitarist. Siden har han spillet med koryfæerne Ray Charles, Elvis Presley, James Brown og Aretha Franklin. I 1980’erne fik han sin egen solokarriere, og siden hen er han blevet betragtet som en legende i en klasse for sig. Nu er han så tilbage efter 18 års pladetørke.

Det seneste, vi har set til ham, er hans fremragende samarbejde med Damon Albarn i Gorillaz. Med The Bravest Man in the Universe har han i tæt samarbejde med selv samme Albarn og Richard Russell (ejer af pladeselskabet XL) begået et moderne bud på en smuk soulplade.

Skiven lægger ud med titelnummeret, der med cello, sporadiske klavertoner og en god bund af elektroniske beats viser stor melodiøsitet. Sangens signatur er Womacks hæse og længselsfulde stemme, der som en klinge skærer sig igennem alle de elektroniske impulser og bløde beats.
I teksten er der en personlig reference tilbage til Womacks eget meget turbulente liv som stjerne: »When you stay in the sun much too long / You try to find a shade / A shade that make you feel home.« Dette nummer er dybfølt soul i moderne klæder, og det kan i høj grad tilskrives Albarn og Russells flotte produktion.

Allerede i næste sang, “Please Forgive My Heart” får vi igen serveret eminente produktioner og følelsesfuld lyrik. Klaver møder rytmiske beats og dyb bas, der blandes med bløde keyboardklange. Det hele er meget mainstream elektronisk, men det ødelægger ikke originaliteten, fordi Womacks stemme er så enestående. Sangen har en lækker R&B-vibe, der sensuelt vikler sig ind i lytterens øregange. Til sidst i nummeret kommer der dog noget aggressivitet frem i form af Womacks indfølte skrig, der hyler mod den ulykkelige måne.

I foråret var Bobby Womack indlagt med en livstruende lungebetændelse efter et hårdt liv med heroin- og kokainmisbrug. I den spartansk instrumenterede “Deep River” mærker man i sandhed smerten og fortrydelsen over de forkerte valg i livet. Ja, man svømmer ligefrem i den dybe flod, mens Womack over en akustisk guitar synger hæst: »From the sound that was in my soul / You know that I ain’t got life to stay here.«

I “Dayglo Reflection” er Lana Del Rey gæstevokalist. Hun pynter på lydbilledet med sin nostalgiske og film noir-vokal. Klaveret har en jazzet kant, mens et taktfast beat og en bittersød violin omslutter hendes intense røst.
Også den maliske sangerinde Fatoumata Diawara gæster pladen. I den fængende og poppede “Nothin’ Can Save Ya” danser hendes lækkert sensuelle stemme tæt med de elektroniske beats. Sangen er en glohed kærlighedssang, hvor en forvrænget stemme udtaler de ‘forbudte’ ord: »I love desire.«

“Stupid” er et højdepunkt på albummet. Denne gang er beatet sjovt produceret med en underlig forvrænget stemme i baggrunden, der lyder som en klemt badeand. Nummeret beviser, at Womacks røst ikke kun kan være dyb og hæs, men også kan gå helt op i falset. I omkvædet bliver han akkompagneret af et kor, og det tilfører ekstra kraft til nummeret. Sangen er en blanding mellem R&B, soul og doo wop, og den fungerer hele vejen til slut på grund af den geniale produktion og Womacks unikke stemme.

Da man hører det sidste nummer færdigt, sidder man tilbage med følelsen af, at et langt og hærdet liv lige har strejfet én. Titlen på albummet giver også mening. For Womack er en af de modigste mænd i universet, fordi han med stil og elegance har indspillet et helt album fyldt med dybt personlige følelser: et musikalsk brev fra en erfaren soulhelt. Jeg under alle at høre dette unikke liv passere én forbi.

★★★★★½

Leave a Reply