Plader

Dana Buoy: Summer Bodies

Dana Buoy er blevet forelsket og har været på selvrealiseringsrejse i Thailand, og det er der kommet en optimistisk, sommerlig og temmelig jævn omgang dreampop ud af. Men selvom Summer Bodies af og til bliver lige lovlig let og poppet, vil den helt sikkert være et succesfuldt soundtrack til de lyse nætter og små og store sommerromancer.

Nogle plader skal høres en stille, stjerneklar vinteraften. Nogle skal høres i en brandert, slingrende på cyklen på vej hjem fra byen. Nogle skal høres i solen i selskab med en god ven og/eller en mindst lige så god kop kaffe. Og så er der dem, du smider i anlægget i bilen, mens du cruiser ud i sommersolnedgangen med netop dette øjebliks store kærlighed ved din side eller i tankerne. Ligesom på film.

Dana Buoys første soloplade, Summer Bodies, hører til den sidste kategori. Efter at have lyttet de 11 boblende og vibrerende numre igennem et par gange kan man i hvert fald ikke undgå at blive smittet med en lille omgang sommerfugle i maven.

Enkelte vil måske kende Dana Buoy som percussionist i det eksperimenterende folkband Akron/Family. Folk-islættet er bibeholdt på Buoys solodebut, men her bliver det blandet op med en letbenet og charmerende kombination af electronica, pop og dance, som var der blevet sat strøm til Paul Simons Graceland.

Lyder det lidt højtsvævende det hele? Det er det ikke. Summer Bodies er en lettilgængelig og jordnær udgivelse med solide popmelodier og tekster, der kommer lige fra hjertet.

Singlen ”Call to Be” er et godt eksempel. Man skal have et koldt hjerte for ikke at blive en lille smule sommerglad af at høre den sang på en varm solskinsdag med vind i håret og bare ben. Og man tager sig selv i at synge med på omkvædets ellers ret banale stykke tekst: »Oh, this is just a call to be true to you«.

Interessant bliver nummeret dog aldrig, og det samme gælder egentlig også resten af numrene på albummet. Det er lige lovlig let og ærlig talt en smule ligegyldigt. Som ved så mange kulrede sommerforelskelser går luften alt for hurtigt af ballonen, det bliver kedeligt, og man får som lytter lyst til at komme videre.

For det meste balancerer Summer Bodies egentlig fint på kanten af klichégrænsen. ”Hand over Hand” fungerer upåklageligt med sin barnlige naivitet, og ”Anatomy of Now” gør det godt som åbningsnummer med masser af percussion og world-inspiration. Men af og til kammer det over. Et nummer som ”Come My Side” lyder f.eks. næsten som en boyband-parodi i verset. Omkvædet kommer godt igen, men for mange vil boyband-referencen nok være et turn-off.

Har man bare lyst til at smide en gang uforpligtende, glad musik på anlægget og danse sommernætterne lange, kan Summer Bodies helt sikkert være en glimrende løsning. Jeg tvivler dog på, at den holder mere end én sæson.

★★★☆☆☆

Deltag i debat