Plader

Echo Me: s.t.

Skrevet af Søren Jensen Lund

Sammen med Freudian Slip og Nelson Can udgav Echo Me i januar en tripel-ep. Bag Echo Me gemmer sig sanger og sangskriver Jesper Madsen, og på sin første ep gav han den som sig selv med akustisk guitar og sang. Nu er lp-debuten klar, og Echo Me har ladet indie-rocken sive ind og blande sig med det akustiske.

Det var med stor presseopmærksomhed, at 10000 Records sidste år lancerede et helt nyt pladeudgivelses-projekt, hvor bands og artister skulle kunne indspille og mixe en plade for 10.000 kr. Derudover skulle de bortauktionere et nummer, som så skulle være med til at finansiere det næste pladeprojekt.
I starten af året blev det til den første udgivelse, en triple-ep med Freudian Slip, Nelson Can og Echo Me. Det var noget, der mindede om en genfødsel af indie-tanken, hvor kompromiserne på det tekniske område blev opvejet af nytænkning og fokus på kreativitet og kvalitetet på indholdssiden.

Umiddelbart var det Nelson Can, der kom bedst fra start. De tre piger fik masser af omtale, og det blev til nogle gode koncert-jobs, blandt andet på Pavillon Junior på årets Roskilde Festival.
Echo Me, der er pseudonym for sanger og sangskriver Jesper Madsen, er imidlertid først ude af starthullerne i forhold til at følge op på ep’en med en fuldlængdeudgivelse, der slet og ret hedder Echo Me. Det blev det lille selskab Für Records med base i Berlin, der fik æren. Selskabet har desuden haft ret stor succes med Den Fjerde Væg, og i det taget synes man at kunne forvente sig en del i fremtiden.

Det er da også tydeligt, at den akustiske lo-fi-produktion, der prægede Echo Mes bidrag til triple-ep’en, er blevet afløst af et mere storslået udtryk, og det distinkte folk-præg er blevet afløst af en mere – hvis man skal være lidt grov – salgbar indiepop. På ep’en viste Jesper Madsen sin styrke som sanger og sangskriver, og han formåede at komme ud med budskabet. Det er en stor ting, for det kræver alt andet lige mere at holde den gående med en akustisk guitar og sin stemme, end hvis man kan gemme sig bag et fuldt orkester.

Derfor er det lidt ærgerligt, at Echo Me mageligt putter sig i backing-bandets trygge skygge og forsøger sig med nogle lidt for kalkulerede fløjteglade indiehits, som for eksempel “Left From the Fire”. Selvom det er intelligent udført, og bandet er velspillende, forsvinder det upolerede, der for alvor var charmen ved soloartisten Echo Me.

I starten slog Echo Me sig på nu-folk-bølgen, hvor især Noah & the Whale, Mumford & Sons og Laura Marling har spillet og sunget sig fra Londons undergrund til de store internationale scener. Echo Me var dog mere skrabet i sit udtryk end de nye superstjerner. Men med Echo Me virker det, som om han forsøger at ramme det brede publikum, og det er bestemt ingen skam. Masserne har brug for kvali-pop, og Jesper Madsen ejer evnen til at levere stadionpræget rock a la U2 og Coldplay, hvilket især kommer til udtryk i “The Memory”.

Det er bestemt ingen skam, og hvor irriterende U2 og Coldplay end kan være, så står de trods alt for pop-rock af en vis kvalitet. Men Echo Me kommer aldrig til at stå foran 70.000 mennesker med pegefingerne i vejret. Dertil er han trods alt for kantet, og de gode pop-melodier, han er eksponent for, bliver konstant brudt af anderledes lyde, der strækker sig fra den dog lettilgængelige harmonika i “Darkest Hour” til den rædselsvækkende mellotron-lignende støj i “The Actor & the Play”. Jeg forsøger til stadighed at forstå, hvorfor folk vælger at splitte gode popsange ad med malplaceret støj.

Echo Me er ikke desto mindre et fremragende eksempel på, hvordan folk og country langsomt sniger sig ind i indie-rocken – eller måske hvordan indie-tonerne langsomt overtager den akustiske folk. Og med forbehold for de allerede nævnte anker fungerer det for Echo Me. Madsen udviser stor kærlighed til rootsmusikken og formår også at finde humoren frem i “Packing My Stuff”, hvor den alternative country i verset afløses af vaskeægte kæberasler-country, som vi blandt andet kender den fra Hank Williams’ uvorne barnebarn, der kalder sig Hank 3 og i øvrigt er Roskilde-aktuel.

Echo Me sluttes af med blot guitar og sang i cliffhangeren “The Best Is Yet to Come”. Der er ingen tvivl om, at Echo Me er en lovende kunstner, der kan komme til at præge fremtiden. At debutpladen mangler lidt hist og her, er ok. Jesper Madsen har vist lysten til at lege med sit materiale, og det er netop det, der er med til at udvikle musik og genrer. Så hellere et par svipsere end en cd fuld af velproducerede ligegyldigheder.

★★★★☆☆

Deltag i debat