Koncerter

Garbage, 17.06.12, NorthSide Festival, Aarhus

Amerikansk/skotske Garbage er tilbage som vi kender dem – med godt og gedigent håndværk.

The Stone Roses er ikke det eneste band på NorthSide Festival, der gør comeback efter længere tids pause. Det samme gælder Garbage, der har holdt syv års pladepause, men netop har udsendt femte studiealbum, Not Your Kind of People. Og gudskelov går det meget bedre for dem, end det gør for The Stone Roses, men der er selvfølgelig også den forskel, at Garbage i modsætning til The Stone Roses har indspillet nyt materiale.

De gør det sgu godt, Garbage. Det kan godt være, at de ikke har opfundet musikkens svar på den dybe tallerken, men de har en uforlignelig evne til at skrive iørefaldende sange, og når de så samtidig spiller tight med en lyd, der er så pokkers velproduceret som den er, ja, så er der vel egentlig ikke noget at klage over.

Første mand på scenen var trommeslageren Butch Vig, der som bekendt producerede Nirvanas legendariske album Nevermind. Han entrede scenen i noget, der mindede om gadedrengeløb og satte sig til rette bag trommerne. Derefter kom resten af bandet på scenen: Steve Marker (guitar, keys), Eric Avery (den tidligere Jane´s Addiction-bassist havde på dagen overtaget bassen fra Duke Erikson, der havde måttet haste hjem da hans mor er alvorligt syg) og sidst, men ikke mindst, den skotske sangerinde Shirley Manson, der straks tiltrækker sig al opmærksomhed. Hun er i sandhed en fantastisk frontfigur, som ligner noget af en tough cookie.

Med hænderne dybt begravet i lommerne på sin jakke, gik hun frem og tilbage på scenen med et diabolsk blik i øjnene. Jeg tror, hun kan skræmme livet af hver en lille mandsling i det danske kongerige, hvis det skulle være, men er samtidig også lidt fascinerende på grund af sin uudgrundelighed.

De lagde ud med singlen ”Automatic Systematic Habit” fra det nye album, og jeg skal love for, at der blev spillet igennem, så man kunne mærke benene ryste under sig. De spillede yderligere et par numre fra det nye album, såsom ”Control”, men ellers fik vi masser af gode gamle hits fra bandets skatkammer: “Queer”, “Stupid Girl” og “Only Happy When It Rains” fra det selvbetitlede debutalbum. Også “Cherry Lips” fra det tredje album Beautiful Garbage og “#1 Crush” fra soundtracket til Baz Luhrmanns film Romeo + Juliet gjaldede ud over publikum.

Det var en god og habil liveoptræden, vi var vidne i Ådalen. Så velkommen tilbage, Garbage.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat