Plader

Holmes: Burning Bridges

Et album med titlen Burning Bridges lægger op til væsentligt mere drama, end det er tilfældet på det svenske band Holmes’ tredje plade. Det er en smuk, men lidt kedelig sag, der har intentioner om at røre sit publikum, men aldrig når så langt.

Der er næsten allerede ved at gå inflation i den forholdsvis nye genrebetegnelse “skandinavisk americana”. Prædikatet lyder måske en smule usandsynligt, men ikke desto mindre er det ret dækkende for de melankolske folkpopbands, der i disse dage dukker op over alt i det kolde nord.

Svenske Holmes er ét af dem, og med flere udgivelser bag sig er bandet endda ét af de mere erfarne af slagsen. Deres nye plade, Burning Bridges, har både lækkert cover art og velproduceret lyd. Det virker gennemtænkt og seriøst, og det ligner umiddelbart en lækkerbisken for alle os, der holder af indiefolk i den tænksomme og følsomme ende af skalaen.

Og tænksomt er det bestemt også. Men desværre bliver det aldrig rigtigt rørende. Pladen savner fra første nummer nerve og intensitet, og selvom vokalen er inderlig og klagende, når følelserne aldrig ud over scenekanten. Man vil gerne rammes og røres som lytter, men det introverte i musikken gør det svært ikke at miste koncentrationen og tålmodigheden.

Der er egentlig fine idéer bag mange af numrene, men alt for ofte bliver det alligevel svært for det ellers velspillende band at gøre musikken interessant. Selvom Holmes krydrer lydbilledet med såvel harmonika som strygere, savner man som lytter afveksling og kreativitet. Mere dynamik og spænding kunne klæde albummet, og det ville samtidig passe bedre til pladens dramatiske titel.

Et nummer som førstesinglen ”Debris” er f.eks. interessant og fængende fra første tone i sit uptempo-guitartema, men det udvikler sig aldrig og bliver med tiden og gentagelserne ret kedeligt. Der skal mere nerve ind i sådan et nummer, ellers dør det ud.

Burning Bridges’ stjernestunder ligger – lidt utraditionelt måske – relativt sent på pladen. Det kan godt irritere, at man skal igennem numre som sømandsklicheen ”I Will Never Be Free”, før man kan falde til ro med blide ballader som ”Every Stream of Light”. Det er nemlig her, Holmes fungerer allerbedst: Ærligt og simpelt og på en stille, smuk aften, hvor følelserne i forvejen hænger lidt uden på tøjet, går sådan et nummer durk i tårekanalen.

Mange folkbands står og falder med forsangerens evne til at formidle, og det er også tilfældet for Holmes. Man sidder tilbage med en følelse af, at de ellers ret fine og følsomme numre preller af på én som lytter, fordi de bliver udført i en permanent klagende tone uden følelsesmæssige udsving.

Pladen sluttes af med et næsten 3 minutter langt instrumentalstykke, og det er faktisk her, Holmes er tættest på at få Burning Bridges til at brænde. Det er smuk larm, det er forfriskende, og det skiller sig positivt ud på den lige lovligt pæne plade.

Folkgenren kalder på, at man som band har noget på hjerte. Det tror jeg også, Holmes har, men formidlingen halter, og det er synd. På den måde får Holmes nemlig blot placeret sig midt i indiefolk-strømmen i stedet for at skille sig ud. Der skal sigtes udad og mod lytterne, for der er nok, der kan finde ud af at kigge indad med skyklapper på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat