Plader

Kúra: Halfway to the Moon

Dansk-islandske og Roskilde-aktuelle Kúra har sendt deres debutalbum på gaden, som bestemt viser lovende takter, men som heller ikke sender os mere end halvvejs til Månen.

»Meet me on the halfway to the moon / We can dance there / We can travel everywhere,« synger Fanney Ósk Thorisdóttir, sangerinde i den dansk-islandske trio Kúra, på “Flame”, der er det andet nummer på bandets debutplade.

Den tekstlinje er dermed udgangspunktet for albummets titel, Halfway to the Moon, som formentlig er valgt, fordi “Flame” er albummets absolut mest iørefaldende skæring. Nummeret er i verset bygget op omkring et guitartema, der med en staccato og dæmpet lyd suppleret af håndklap bakker op omkring Thorisdóttirs kølige og distancerede vokal, som ikke kun har den specielle islandske accent til fælles med Björks. Det lyder fantastisk fedt, og når akustiske trommer falder ind i omkvædet, er det umuligt at sidde stille. Nummeret har stort hitpotentiale, og det undrer mig egentlig, at det endnu ikke er udsendt som single.

Skulle jeg vælge en titel til albummet, ville jeg nok alligevel kalde den noget, som er mere dækkende for bandets udtryk, for det er åbenlyst, at dansable ”Flame” stikker ud i forhold til resten af pladen, som er mere mørk og fodslæbende i sit udtryk.

Faktisk kan man sige, at skæringens tekst anskueliggør den rejse, albummet som helhed repræsenterer: Vi er på vej til månen og gør holdt for at danse, for på månen danser man ikke. Dertil er det simpelthen for mørkt og koldt, hvilket symboliseres ganske glimrende af den sammenbøjede, nøgne person på omslaget.

Kúra fortæller i deres pressemateriale, at deres musik kan karakteriseres som ”electronica med en kant af rock og dub”, og det er nogenlunde præcist formuleret. Samtidig vil jeg imidlertid mene, at bandet har skelet en hel del til den engelske triphopscene, der i 90’erne spirede med udgangspunkt i den engelske havneby Bristol med fanebærere som Portishead og Massive Attack.

Kúra indeholder et stort potentiale og lykkes med at skabe en dyster stemning i et udtryk, der fremstår minimalistisk. Når det så er sagt, ændrer det dog ikke på, at der indimellem går lidt for meget tomgang og påtaget weltschmerz i den. Det er ganske enkelt for sjældent, at man som i ”Flame” giver plads til det rytmiske og melodiske, og albummet fremstår derfor til tider anonymt, og adskillige numre bider sig ikke fast.

Ud over “Flame” er åbningsnummeret ”Joe” og pladens tredje skæring, ”Anchor”, de mest interessante numre. På ”Joe” skabes en film noir-stemning med tvangguitar og programmerede trommer, og den kryptiske tekst stiller flere spørgsmål, end den giver svar, som når der i omkvædet spørges: »Joe, what’s under your coat?«
På ”Anchor” er vi igen langt nede i tempo. I introen hører man en keyboard-drone, som ledsages af håndklap, og herefter føres vi langsomt over i verset, hvor en dyb, modulerende synthbas skaber en stemning af at være under vand – og i nummeret synges der da også om at dykke efter en skat på havets bund.

Ikke alt er fryd og gammen på Halfway to the Moon, og f.eks. er et nummer som ”Invisible” fyld. Vokal med en ikke specielt interessant tekst bakket op af en simpel, jazzet guitar med et par dissonante toner slår ikke mig simpelthen ikke omkuld. Også “Follow Your Heart# er en skuffelse – primært tekstmæssigt. Egentlig er det prisværdigt, at nummeret er mere dynamisk end de mange langsomme numre, men den banale strofe »Follow your heart or you will fall apart«, der gentages igen og igen, er under ingen omstændigheder stærk nok til at bære et helt nummer.

Til gengæld hersker der ikke tvivl om, at Kúra har begået et lovende debutalbum med masser at bygge videre på – ganske vist med plads til forbedringer.

★★★½☆☆

Deltag i debat