jazzhouse

Liars: WIXIW

Nyt album, ny stil. Det har været dagsordenen for Liars, lige siden de i 2001 debuterede med They Threw Us All in a Trench and Stuck a Monument on Top. På deres sjette album, WIXIW, går de således atter en gang i en ny retning. Guitaren og punken er erstattet af synth og trommemaskiner. For på WIXIW har de smidt inspirationskilder som Yeah Yeah Yeahs på porten. Nu lyder de hist og her mere som Gorillaz.

Titlen på albummet siger næsten det hele. For med mystik og symbolik tegner albummet et dystert miskmask af elektroniske impulser. Titlen er et palindrom, og det samme er selve albummet. Man starter et sted og ender samme sted igen, når man hører alle 11 skæringer.

Det hele starter med “The Exact Colour of Doubt”, der med en drømmende lydkulisse og hjertebankende pulsslag åbner sig op med rytmiske håndklap. Herefter udvikler sangen sig, og den rolige rytme får tilsat lidt ringlende guitarer og Angus Andrews mørke vokal. En fin sang, som desværre ikke bliver forløst og efterlader lytteren med en tom fornemmelse. Eksperimenterne bliver for mange, og den døsige melodi fænger ikke.

Albummet slutter med “Annual Moon Words”, der er lige så rolig som albumåbneren. Med blide guitarfigurer og en rytmesektion bestående af klaver tegner slutningen til at blive en tur ned i melankoliens stille rum. Desværre sker det aldrig, da sangen ikke rigtig besidder en ordentlig melodi.

Så hvis man kun skulle bedømme albummet på første og sidste sang, ville det ikke se for godt ud for Liars, men heldigvis er der jo alt det indimellem. Og det er ikke lige så fattigt på gode melodier og forløsende øjeblikke.

Massen i midten er en rodebutik af musiklandskaber. Vi har den clubbede og Gorillaz-agtige “Brats”. Her forløses melodien i et dejligt peak-moment, hvor Andrews forvrængede stemme skriger ud i hovederne på os. Faktisk minder den til tider om en Calvis Harris-produktion tilsat mere alternative vibes. Det lyder måske lidt cheesy, men fungerer faktisk rigtig godt.

Vi har det halvepiske titelnummer, der varer lidt over seks minutter. Sangen bygges op af synth og taktfaste trommeslag. Så slutter det hele pludselig, og man undres over, hvor bandet vil hen med denne lille opvisning. Heldigvis buldrer sangen frem i en voldsom eksplosion af synth, tamburin og hi-hat igen. Rytmen er aggressiv, og der er galoperende trommefigurer. En sang, der vil meget med sin episke lyd, men den fortaber sig lidt i eksperimentet og bliver aldrig rigtig forløst i en god melodi.

Der er også den dansable “His And Mine Sensations”, som sender et skævt blik hen imod danske WhoMadeWho. Med en rytmisk start og lyse keyboardtoner tegner der sig et mere melodiøst direkte Liars på nummeret. Her er der også mere plads til vokalen, og så tilsættes sangen nogle smukke elektroniske dryp. Det hele pakkes ind af et dejligt blødt guitarmønster, som til sidst i sangen folder sig ud til mere rockede og diskante guitartoner.

Denne lidt mere aggressive tilgang til sangens slutning kunne man med held bruge i mange flere sange. For WIXIW lider rigtig meget under, at lydbilledet simpelthen er for tamt, og instrumenteringen er uinteressant. Her er der sørgelige og kedelige eksempler såsom sangen “III Valley Prodigies”, der er et stort rod uden melodi. Med optagede lyde fra havet, hvor mågerne skriger, og lyden af petanquekugler, der rammer hinanden, skabes der et forvirret virvar af indtryk, som slet ikke kan optages af den roligt spillede guitar og melankolske vokal.

Her støder “Octagon” til den kedelige og uforløste samling af sange på albummet. En psychet stemning lægger sig over nummeret og gør den ildevarslende med sine fjerne stemmer og hjemsøgende guitartoner. Rytmen er stabil, og derfor føler man, at sangen bare kører i tomgang.

Sidste eksempel er nummeret “Flood to Flood”. Man mødes af et skævt rytmisk mønster, hvor en irriterende fjedret lyd fylder alt for meget. Så lister en lille guitar sig ind som en dårlig undskyldning, før en ond og mørk bas pumper lydbilledet op. Sangen er mere aggressiv og voldsom end de andre sange på albummet, og det er til dens fordel, men man skal også have en god melodi og en rigtig brug af vokalens virkemidler, før at det kan gå op i en højere enhed. Angus’ vokal har nemlig et dejligt dybt foruroligende leje, men her får den ikke rum nok til at udfolde sig, og derfor falder “Flood to Flood” desværre lidt til jorden.

Nu lyder det som om, det hele er dårligt, men der er lyspunkter på WIXIW. Ligesom den meget roste Sisterworld formår Liars på “No. 1 Against the Rush” at hæve fanen for den eksperimenterende elite. Sangen besidder både melodi og interessant instrumentering, og det samme gælder “A Ring on Every Finger” og “Who Is the Hunter”. Her går Liars direkte i øregangene i stedet for at underspille deres rolle. For når de gør det, drukner melodien sammen med udtrykket og efterlader lytteren undrende. Dette album er i sin helhed kun for de indviede fans, og det er meget skuffende, når man ved, at Liars godt kan invitere flere med til den eksperimenterende rock/electronica-verden.

★★★☆☆☆
Liars: WIXIW
Liars: WIXIW (2012)
Mute/Playground
Musikalske slægtninge: Gorillaz, WhoMadeWho, TV on the Radio



Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene