Plader

Maxïmo Park: The National Health

Skrevet af Klaus Thodsen

De fem fyre fra Newcastle byder på deres fjerde album på lettilgængelig og iørefaldende indierock. En plade af den slags, man næsten kun kan blive i godt humør af.

Selvom dette i bund og grund er en plade med lige-ud-ad-landevejen-indierock, uden de helt store armbevægelse eller eksperimenterende passager, er der alligevel ét punkt, der skiller sig ud fra mængden.

Det allerførste, Maxïmo Park præsenterer os for på denne skive, er det bare ét minut lange ”When I Was Child”. De indledende toner er ganske dystert klaverspil, der har en slående lighed med Chopins sonate nr. 2, også kaldet ”Begravelsesmarchen”. På en plade, der byder på frisk og frejdig indierock i bedste englænderstil, kommer denne sørgmodige intro i høj grad bag på mig.

Men heldigvis er der kun tale om et kort præludium, hvorefter vi er klar til det, det hele handler om. Titelnummeret er helt anderledes up-beat med en fin lille guitarsolo til at komme i gang på, og de underliggende trommer fremstår næsten lidt uskyldige i lydbilledet, der også peppes op af klaveret, der denne gang har skiftet Chopin-inspirationen ud med intromelodien til “Miami Vice”. Det lyder måske en anelse rodet og forvirrende, men det er det faktisk slet ikke. Det virker, og det virker rigtig godt.

Gennem hele The National Health er der en fantastisk spilleglæde og optimisme i melodierne. Paul Smiths vokal fremstår måske en smule monoton engang imellem, men det er på ingen måde problematisk for det samlede lydbillede. Der er nemlig ikke rigtig behov for at skeje ud, og det ville næsten fremstå lidt prætentiøst, da Maxïmo Park mest af alt lyder som en enhed. Ingen af de fem bandmedlemmer skiller sig ud fra de andre, og gennem pladens 13 numre er det kun Duncan Lloyds guitar, der af og til bliver ført en smule frem i lydbilledet.

Med til det meget energiske udtryk, som Maxïmo Park lægger for dagen, hører også det faktum, at samtlige numre er korte og veldrejede. Kun halvdelen af dem når op over de tre minutter. Alligevel sidder man med en følelse af en plade med stor alsidighed. Eksempelvis starter “Banlieue” som et gammelt Sega-spil og slår derefter over i en diskret forvrænget guitar, mens vokalen er skruet ned i et dybere leje. “Banlieue” giver pludselig en langt hårdere og mere beskidt lyd, hvilket man så småt havde brug for. Sangen viser egentlig meget godt, hvad det eneste problem ved The National Health er. Det bliver nogle gange lidt for ufarligt og måske lidt trivielt i længden.

Det er dog en meget lille anke. Maxïmo Parks energi opvejer så rigeligt, hvad der skulle være af små-problemer undervejs. Det er 40 minutters god og gennemført indierock, og det er jo egentlig alt, man har brug for.

★★★★☆☆

Leave a Reply