Koncerter

My Morning Jacket, 26.06.12, Store Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Med en maratonkoncert på næsten to en halv time tændte My Morning Jacket godt op under Store Vega. Her var der ingen smalle steder eller halve intentioner, i stedet fik publikum den rene rockvare, med en mere end veloplagt Jim James i front.

At My Morning Jacket skulle spille i Store Vega, burde være en drøm for enhver musikelsker. For her er et band, der aldrig skuffer live, og hvis forsanger Jim James giver alt hvad han kan på scenen sammen med de tre andre bandmedlemmer. Men underligt nok var Store Vega ikke særlig velbesøgt denne tirsdag aften. 800 glade mennesker var hvad København kunne mønstre, men det var heldigvis mere end rigeligt til at holde en fest ud i guitarstøj.

Til at varme op for det amerikanske band havde Store Vega bestilt Christian Hjelm, der plejer at have sin daglige gang i Figurines. Denne gang stod han dog under eget navn oppe på scenen sammen med fire andre. Hans single “Lang Vej Igen” har roteret livligt på P3 og endda været Ugens Uundgåelige, men med sig havde han selvfølgelig også andre dugfriske sange fra sit kommende solodebutalbum, der udkommer til september. Alle seks numre var gode, men de løftede sig aldrig rigtigt over det gennemsnitlige niveau. Dertil var de for uoriginale og idéfattige. Dog skal det nævnes, at på nummeret “Scenen Skifter Nu” gik melodi og originalitet hånd i hånd, og med Christian Hjelms karakteristiske falsetvokal udmundede det hele i en fængende rocksang.

Da opvarmningen var færdig, var salen begyndt at summe af spænding. Nu var det endelig snart tid til at møde My Morning Jacket fra Kentucky og deres eksperimenterende leg med rock. Og ikke mindst at møde dem live oppe på de skrå brædder, hvor de efter sigende befinder sig bedst. Da klokken slog præcis 21, dæmpede lysene sig, og salen lå hen i mørke. Så lystes scenen op, og en violinintro begyndte. Derefter trådte alle fire medlemmer af bandet hen bag hver deres instrumenter. Jim James havde sin morgenjakke på, og det viltre og lange hår sad ned over øjnene på ham. Han virkede meget koncentreret og fuldt ud parat til at give de fremmødte et show uden lige.

Selvom My Morning Jacket havde spritnyt materiale med sig i form af det nye album Circuital, var åbningsnummeret en gammel sag fra 2001-albummet At Dawn. James tog guitaren og vred lydene ud af den på smukkeste vis, mens han indfølt sang og halvt skreg teksterne ud over Store Vega. Publikum blev mødt af et massivt lag af instrumental støj, og det sendte en besked om, hvad resten af aftenen ville bringe. Nemlig rock i verdensklasse.

Det første lyt, vi fik fra Circuital, var sangen “First Light”. Guitaren var lys og skinger, og vokalen stod mere frem i lydbilledet, og det gavnede oplevelsen af nummeret. Det samme gjaldt den nye “Outta My System”, hvor rocken var trådt lidt i baggrunden til fordel for en mere poppet tilgang til sangkompositionen.

Efter det nye materiale fik vi fire numre, der var godt rockede. Sangene glimtede og strålede af James’ guitarhåndværk og Patrick Hallahans energiske trommespil. Tre af de fire numre kom fra pladen Z, der stammer tilbage fra 2005. Den gode rock blev her blandet med synthesizere, og det klædte den til tider lidt for støjende omgang guitarlyd.

Da My Morning Jacket nåede til nummeret “Touch Me I’m Going to Scream Pt. 2” fra albummet Evil Urges, var folk i salen allerede svedige og fuldt ud tilfredse med, hvad de havde set indtil videre. Nummeret er otte minutter langt, og det blander rock med synth og saxofon. Og i denne aftens liveudgave var nummeret hele 10 minutter langt, og det forstærkede indtrykket af et velorkestreret band, der havde lyst til at spille sin musik fuldt ud. Et smukt og støjende højdepunkt på den i alt 21 numre lange sætliste.

Når man hører sangene, My Morning Jacket spiller til koncerter, på plade, lyder de meget mindre rockede. I liveversionerne bliver de nemlig pumpet op med virtuost guitarstrengespil, mellemgulvstung bas og elektrisk trommespil i højt gear. Alt det gør fornøjelsen og underholdningsværdien af numrene meget større. Eksempelvis i sangene “Smokin’ From Shootin'”, “Run Thru” og “One Big Holiday”, der i sin originale form er lidt mere tyste og underspillede, bliver her vagt til live på scenen i en helt ny og mere frisk form. Der bliver både plads til skrig og skrål og så flotte guitarsoloer, og det beriger bestemt helhedsoplevelsen af musikken.

Blandt alle de larmende sange fik vi også de to meget smukke og stille country-inspirerede numre “”Thank You Too!” og “Dondante”. Her fik James’ røst plads til at folde sig ud i fuldt flor. Og hvilken stemme, han har! Med lige delt smerte og hjerte, omfavner den en, og man tages ud af nuet og ind i det varmt pumpende indre.

Efter næsten to timers rock’n’roll blev det tid til de obligatoriske ekstranumre. Her fik vi den kønne sang “Circuital”, der med en melodiøs elektrisk guitarfigur og aggressive akustiske strengeslag er meget fængende, og publikum hoppede og dansede i takt.

Det hele slutter af med det nye nummer “Victory Dance”. James bliver her udstyret med en sampleboks, der hænger ham om halsen, og en dyb bas ligger sig tungt over nummeret, og gør det næsten klubbet. Folk danser nu endnu mere, og ekstasen er høj både oppe på scenen og nede på gulvet. Derfor slutter det hele med en sejrsdans af dimensioner.

Når man så går ud af Store Vegas svedige indre og ud i det lune natteluft, bliver man mindet om, hvad der lige er hændt inde bag de fire mure. Man kunne godt bruge ordsproget ‘de kom, de så, og de sejrede’. For med en morgenjakke over hovedet, var det James’ og My Morning Jackets aften.

★★★★★½

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat