Artikler Interview

Nils Frahm – søvndrukken ved tangenterne

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Roskildeaktuelle Nils Frahm har talt med Undertoners Jakob Lisbjerg om at tale flydende klaver og elske at snakke.

Nils Frahm. Pressefoto.

Tyske Nils Frahm er hurtigt strøget til tops som indiekredsenes pianominimalisme-darling. Og det er ganske forståeligt, for han kombinerer i sine klaverstykker den gode melodi med en smuk melankoli og balancerer på kanten af at være avantgardistisk uden nogensinde at blive det. Deraf den brede appel.

Hans seneste album Felt er umiddelbart en blid affære, hvor han for naboernes skyld under indspilningerne dæmpede lyden af pianoet med filt, så de ikke blev forstyrret af hans natlige, musikalske sysler. Samtidig indeholder albummet også en vis styrke og næsten aggressiv fremdrift, som Nils Frahm ikke tidligere har udforsket. Men det er dog alligevel umiskendeligt frahmsk.

Jeg taler flydende klaver

»Felt er samme slags væsen som mine tidligere album, siden pianoet er i fokus. Men jeg ville gerne iklæde musikken en helt anden dragt og fokusere mere på albummets atmosfære end på selve kompositionerne. Og siden hele albummet er optaget hjemme i min lejlighed, havde jeg masser af tid til at arbejde med detaljerne,« fortæller han.

Det kan da også ganske klart høres, at Felt i endnu højere grad end Nils Frahms tidligere album – og det siger en del – emmer af detaljeret, intim atmosfære som bare fanden. Man føler sig som lytter til noget, der er så intimt, at man skulle tro, det først og fremmest var lavet for Nils Frahms egne ører og hjerte med en eventuel elskende på sidelinjen. Men det er ikke tilfældet, for Nils Frahm laver i udgangspunktet ikke musik for nogen – han gør det, fordi han simpelthen ikke kan lade være: »At lave musik giver mig en dyb tilfredsstillelse, og det er derfor, jeg bliver ved med at gøre det. Alt, hvad jeg oplever og gør i denne verden bliver til dette meget personlige sprog. At spille på mit piano er et sprog, jeg taler flydende, og jeg elsker at snakke.«

Under den københavnske Frost Festival i februar spillede Nils Frahm i Koncertkirken på Nørrebro. Som forventet var hans fremførelse af numrene live slet ikke intim som på hans album. »Når jeg spiller for mange mennesker, bliver jeg nødt til at erstatte en del af intimiteten med intensitet. Jeg forsøger at forme udtrykket til hver koncert, så det passer til det sted, hvor jeg fremfører mine numre. På den måde kan jeg skabe et anderledes udtryk, når jeg spiller live. Og både overraske publikum og mig selv.«

En del af autooverraskelsen ligger i improvisationen, som er en naturlig del af Nils Frahms kompositioner, fordi han ofte bevæger sig mellem sin seng og sit piano. »Når jeg står op om morgenen, sætter jeg mig ved tangenterne og spiller et par minutter. Mindst halvdelen af de sange, jeg skriver, opstår i denne halvt sovende tilstand. Jeg tror, det er, fordi jeg ikke er helt vågen eller tilstede – og måske heller ikke helt så kritisk – når jeg lige er stået ud af sengen.«

Universelt klaversprog

Minimalistisk pianomusik har tidligere især appelleret til folk, som lyttede til elektronisk musik, men de seneste år er musikken trådt ind på indiescenen og omtales jævnligt på f.eks. et site som Pitchfork. Nils Frahm mener, det skyldes, at musikken er trådt ud af den klassiske musiks skygge og har åbnet folks ører for pianoets universelle sprog. »Jeg ser pianoet som en ud af mange måder, jeg kan udtrykke mine musikalske ideer på, og disse ideer er moderne. Det handler ikke så meget om klassisk musik som brugen af et klassisk instrument, der kan nå et bredt publikum, fordi pianoets sprog er så universelt.«

Nils Frahm er ikke så glad for, at man sætter de moderne pianominimalister i samme bås, bare fordi de bruger samme instrument på samme måde – forståeligt nok, når man forstår hans personlige forhold til sit piano. Han vil dog heller ikke afvise, at der på en eller anden made er tale om en lille neoklassisk bevægelse . Og det ser han som ganske positivt. Ikke blot, fordi det er med til at udbrede hans musik, men også fordi at det er med til at udvikle klavermusikken. »Satie hørte aldrig Daft Punk, og derfor ville han aldrig spille et stramt beat på sit piano. Nutidens pianominimalister ændrer musikken drastisk. Satie, Mozart, Beethoven… De havde alle meget anderledes ører, end vi har i dag.«

Nils Frahm gæster dette års Roskilde Festival, hvor han spiller søndag kl. 19 på Gloria.

Deltag i debat