Nyheder

Oppenheimers eftermiddagsprogram ligger klar

Skrevet af Katrine Haugaard

Se navnene, der er blevet udvalgt til dette års arrangement

I år afholdes endagsfestivalen Oppenheimers eftermiddag i den århusianske Voxhall 18. august, som dermed bliver garant for en eftermiddag i selskab med en bunke upcoming kunstnere.

Musikkomitéen har blandt hundredvis af ansøgere, udvalgt seks kunstnere, som de mener at have kunstnerisk integritet og musikalsk potentiale. Tidligere har bands som Duné, The Blue Van, og senest Fallulah og Ginger Ninja, været blandt de optrædende til arrangementet.

Årets lineup ser således ud:

Singer-songwriter Trine Jørck og producer Torben Guldager, står bag navnet Jørck, som tilsammen har skabt en lyd af støvet rock, musikalsk intimitet og skrøbelighed.

Det århusianske folkband NovemberDecember kendetegner sig ved brugen af skrabede guitarlyde og markante korpassager, som er med til at skabe fundamentet omkring en lyrik om frigørelse og fællesskaber.

Bag navnet Leap Over Light, står Julie Aagaard og Lennart Rasmussen, som producerer alternativ popmusik og skriver sange om hverdagens forunderligheder og almindeligheder. Duoen udgav sidste år ep’en Wild Oak, og har samtidig lavet musik til Klubværelset, DR’s Rapportagen og DR2’s Temalørdag.

You.You.You. er aliasset for tre københavner-drenge, som komponerer elektronisk popmusik, der trækker på forskellige smagsnuancer. Gengangeren er dog forsangerens lyse vokal, som bliver blandet med essensen af rave og en afdæmpet melankoli.

Bandet Belle Ville trækker på mange forskellige referencer, der strækker sig fra drømmende popuniverser til industriel triphop-elektro med kvindevokal i front.

The White Album er en fællestrio, der gør sig bemærket, idet alle medlemmerne både spiller instrumenter, synger og komponerer. Genremæssigt befinder de sig i grænselandet mellem folk og indierock.

Så hvis du har lyst til at bruge en eftermiddag sammen med de seks håndplukkede bands, kolde øl og et (forhåbentligt) godt sommervejr, kan du læse mere om arrangementet her.

Deltag i debat