Koncerter

Primavera ’12: Wavves, 01.06.12, Mini, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Sebastian Sharif

Der var på forhånd dømt bølgeskvulp af fængende poppunk, da Wavves spillede på Primaveras Mini-scene. Det var da også en godkendt oplevelse, på trods af en lidt ensformig sætliste, der udelod nogle af de sange fra bandet, som kunne have skabt en smule variation.

Nathan Williams fra Wavves må have et temmelig anstrengt forhold til Primavera. Det var her for lige præcis tre år siden, at han høj på diverse stoffer, som Pitchfork formulerede det, ”selv-destruerede”. Derfor var det overraskende at finde ham her igen – endda på en af de største scener på festivalen – især efter hans puerile opførsel og hans stærkt sarkastiske serenade til Spanien og Primavera. Men der var overraskende nok ingen nag at spore, hverken hos Williams selv eller hos publikum, og episoden blev på intet tidspunkt direkte nævnt eller refereret til.

Så ja, Wavves er efter alt at dømme modnet. Selvom Williams stadig er en California-slacker af en gavflab, så var han faktisk mere charmerende end øretæveindbydende, sarkastisk uden at være arrogant, og så havde han ikke mindst et bemærkelsesværdigt godt tag i publikum.

Bandet skød koncerten i gang med åbneren og titelnummeret fra albummet King of the Beach, som bandet udgav tilbage i 2010, og således væltede det første blandt mange bølgeskvulp af afsindigt fængende punkrock ud over publikum. Williams og hans band var tændte og veloplagte og spillede upåklageligt. Bassist Stephen Pope blev et naturligt fikspunkt, når han svingede sine lange krøllede lokker, mens leadguitarist Alex Gates stod i en aura af kølig overlegenhed og tyggede tyggegummi, mens han bare sådan casually stod og spillede. Især trommeslager Jacob Hayes skal dog roses for med stort overblik at spille den rudimentære poppunk op til et top-professionelt niveau, uden at det på noget tidspunkt mistede sin kant.

I længden blev koncerten måske en kende for ensformig. Jeg savnede personligt numre som den kitschede “Convertible Balloon” og den Panda Bear-agtige “Mickey Mouse” – begge fra King of the Beach – der ville have kunnet skabe varierede indhug i det utroligt ligefremme og dikkedarfrie trommer-bas-guitar sæt. Jeg tog i hvert fald mig selv i et par gange eller to at lade blikket glide utålmodigt væk fra scenen over på et par utroligt nydelige spanske chicas foran mig, fordi det, der spillede på scenen, i for høj grad mindede om det, der hidtil var blevet spillet. Williams begik også den i mine øjne ultimative handling af musikerhybris, nemlig covernummeret, i det her tilfælde “100%” af Sonic Youth, men slap nogenlunde fra at begå helligbrøde.

Overordnet set var hele oplevelsen godkendt, og det kan bestemt anbefales at tage ud at se Wavves, når bandet engang kommer til byen. Wavves ville dog især være oplagte på en mindre scene – ligesom stort set alle punkrock-bands – hvor energien bliver kanaliseret mere direkte ud til publikum.

★★★★☆☆

Deltag i debat