Koncerter

Primavera ’12: Atlas Sound, 02.06.12, Pitchfork, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Sebastian Sharif

Atlas Sound-koncerten på Pitchfork-scenen demonstrerede den ambivalens, der er i bagmand Bradford Cox. På den ene side holder han fast i punk-ophavet, og på den anden side vil han bare gerne være en singer/songwriter i liga med Neil Young.

Bradford Cox aka. Atlas Sound er og bliver en sympatisk person. Ikke bare på grund af hans akavede, Marfan-syndrom-ramte statur eller hans ærlige og åbne udlægninger af hans følelsesliv og seksualitet i interviews, men simpelthen fordi hans musik er så menneskelig, nok bedst eksemplificeret i en sang som “Sheila”, hvor det ellers banale »no one wants to die alone«-mantra får en universel klang, idet Cox tager det i sin mund.

Men Bradford Cox er ikke bare et tomt hylster af en ‘person’, han er en vaskeægte personlighed; fuld af karisma og ikke foruden en vis flair for drama… og hvis der er noget, vi mennesker elsker, så er det drama. Ja, man kunne jo bare tage fat i mediedækningen af hans seneste udskejelser, der bl.a. omfatter et ‘chokerende’, timelangt cover af The Knacks powerpop-klassiker ”My Sharona” med efterfølgende lettere provokerende udtalelser.
Når jeg nu som anmelder havde mere eller mindre frit slag til at vælge et band at liveanmelde på en dag med et program, der bl.a. også talte Sharon Van Etten, Yo La Tengo, Wild Beasts og The Pop Group, og alligevel valgte et beskedent soloprojekt som Atlas Sound, spurgte jeg mig selv, om jeg måske ikke også var lidt pirret af den menneskelige sensationslyst – ud over at jeg selvfølgelig bare godt kan lide hans musik.

Cox har i nylige interviews gjort en stor dyd ud af at pointere, at den ‘punk-ånd’, der var udgangspunktet for Deerhunter, aldrig har forladt ham. Alligevel synes han splittet mellem sin indre punker og den sensitive singer/songwriter, der tydeligvis også findes i ham; en ambivalens, som også kom til udtryk i hans livesæt.

Da han kom ind på scenen og stod dér, ensom med sin akustiske guitar og mundharpe på nakkestativ, var der egentlig mere Neil Young end John Lydon over ham. Hvis man ikke lige kendte til Cox’ musik, ville man nok også have været tilbøjelig til at tro, at vi havde at gøre med en rendyrket americana-artist. Især da han præsenterede sin første sang som en »traditionel folksang fra mit land« med en naiv charme, som var USA et for spanierne totalt ukendt sted. Næsten som om hans indre punk-Mr. Hyde ikke tillod ham på ærlig vis at fordybe sig i den hjerteskærende americana-ballade, blev den dog fremført med en hørbar, ironisk distance.
Som de sidste toner af balladen ringede ud, fik effektboksen et spark, og Cox fangede an med et eksperimenterende intermezzo, der ledte op til ”Te Amo” fra den seneste plade, Parallax. Det stod dermed pludselig klart for mig, at den hjerteknuste troubadour bare havde været en persona for Cox; en musikalsk kappe, han havde taget på som for at lege med publikums forventninger.

Herfra fortsatte sættet mellem at oscillere mellem eksperimenter og melodi, nogle gange inden for samme sang. Så var man kommet efter en marmorglat, solbeskinnet akustisk popkoncert, som Parallax godt kunne forlede en til at tro, at det ville blive, blev man øjensynligt skuffet, at dømme efter frafaldsraten på koncerten.

Personligt synes jeg, at kombinationen af atmosfærisk-svævende elektronik og akustisk guitarklimpren fungerede ganske fint, idet det skabte en massiv mur af lyd, der reddede koncerten fra at blive et tandløst singer/songwriter-enmandsshow, omend en sang som ”Walkabout” virkede en smule tam i sin akustiske udgave, nok mest af alt fordi den blegnede i sammenligning med den fænomenale studieindspilning.

Man kunne dog have ønsket sig en koncert, der var noget længere end de 40 minutter, Cox spillede. På grund af de lange intermezzoer var der ikke meget plads til overs til de ellers melodisk stærke sange, som jo er kernen i hele Atlas Sound-aliasset, og det blev således kun til ca. fem sange ud af en diskografi, der meget nemt kunne have båret en koncert med det tredobbelte.

★★★★☆☆

Deltag i debat