Koncerter

Primavera ’12: Friends, 31.05.12, Mini, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Friends havde en fest på Mini-scenen, men deres rodede og fjollede tilgang til koncerten gjorde, at publikum aldrig rigtig blev inviteret med.

»We are Friends! We are FRIENDS! WE ARE FRIENDS!« Selvom jeg havde slæbt mig lige vel sent over mod Mini-scenen, og Friends allerede var ved at introducere sig selv, da jeg trådte ind allerbagerst på den store plads, havde bandet ingenlunde svært ved at gøre også mig bevidst om deres tilstedeværelse. Antagelig forklædt som Duplo-klodser i fem forskellige pangfarver lagde newyorkerne da heller ikke skjul på, hvilken dagsorden de ønskede for koncerten: Her skulle være glad-i-låget-indie, fællesdans og plads til spontanitet. Altså sådan en koncert, som kan bringe de solvarme sommerkroppe på festivalpladsen fra eftermiddag til aften.

Helt så godt gik det dog ikke for Friends. At antyde, at de fem på scenen havde været i kontakt med en af de mange pillesælgere, der trasker festivalen tynd, ville nok være til den grove side – men om ikke andet har vennerne været lige vel høje på oplevelsen af at spille på Primavera. Det var dog ikke en spilleglæde, der smittede sit publikum og inddrog alle tilstedeværende i en god, fælles oplevelse. Nærmere var det noget værre rod, når forsanger Samantha Urbani insisterede på at kommunikere til publikum på gebrokkent spansk og med ekko-effekt på sin mikrofon, og det blev næsten decideret foruroligende, da guitarist Nikki Shapiro igen og igen pegede på havet og hysterisk kommanderede publikum til at dreje hovederne og se på en »fucking boat«, som passerede forbi. De fem havde tydeligvis en fest, men for publikum kom seancen til at virke temmelig ekskluderende.

Det undgik selvfølgelig ikke at sætte sit præg på musikken, som et godt stykke hen ad vejen fremstod noget sjusket – især på grund af Urbanis forsøg på at ramme en soulet klang, som hendes stemme helt åbenlyst ikke havde kapaciteten til at administrere. Først i sættets sidste tredjedel syntes udskejelserne på scenen rigtig at gå op i en højere enhed. Måske var de fem her kommet over det indledende kick ved at spille på den store scene, eller måske havde de efterhånden fået nok af at tumle rundt. I alle tilfælde gik bassen fra at være et lidt for bastant virkemiddel til at gøre singlen “I’m His Girl” elegant og hoppende, og det var ligeledes klædeligt, at der blev plads til at dvæle lidt ved en æggende afropop-sektion, hvor Urbani skruede ned for attituden og lod musikken komme til orde. Ikke desto mindre var den gode afslutning ikke nok til at redde en  temmelig rodet og selvsmagende koncert.

★★☆☆☆☆

 

Deltag i debat