Koncerter

Primavera ’12: Girls, 01.06.12, Mini, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

Girls tog bandnavnet til sig og bød på en koncert, der sprudlede af blomster, labre damer og pastelfarvet pop. Bandet viste, at glæde og sorg kan gå hånd i hånd ved en helt igennem dansevenlig koncert, der kun momentvis trak humøret ned.

Christopher Owens, du har sunget dig lige ind i mit hjerte. Skidt med at du på “Honey Bunny” synger, at damerne ikke kan lide din benede krop og dit beskidte hår. Det gør ingenting når du står på scenen. Nede fra publikumrækkerne er det kun muligt at se dit kornblonde, krøllede hår, den lyserøde skjorte, de sandfarvede garbadine-bukser, det spraglede slips og den Poul Kjøller-værdige guitar. Så nydelig en ung mand. Bræk næsen, og du kunne være stand-in for Owen Wilson i den næste Wes Anderson-film.

Amerikanske Girls leverede en veloplagt koncert, der bød på opkvikkende pop og melankolske ballader. Bandet tog sig strålende ud. På sidelinjen stod Primaveras nye sort: tre labre, mørke kordamer, der gav den hele soul-armen. Både Spiritualized og Rufus Wainwright spillede med et lignende setup, men Girls’ damer var de eneste, jeg oplevede spille luftguitar. Det var også dem, der stod for hovedparten af kontakten med publikum. Deres forsøg på at gejle en stemning op var knap så vellykkede som den vokalmæssige dybde, de tilførte melodierne. De holdt sig på sidelinjen, indtil “Vomit”, hvor den ene dame fuldstændig stjal slutningen med en inderlig overdøven af Owens’ sang. Det fungerede ganske fint i et show, der ellers ikke bød på de store formeksperimenter. Selv guitarsoloen i “Substance” blev annonceret med et tørt »guitar solo«, hvilket gjorde den mere tam end overraskende.

Settet kom bredt omkring alle Girls’ tre udgivelser med en hovedvægt af numre fra sidste års Father, Son, Holy Ghost. Selvom en stor del af Owens’ tekster er centreret omkring besværlig kærlighed, er det ulykkelig musik, man kan være glad til. Lige så sprudlende scenen tog sig ud med blomsterarrangementer over det hele, var den ene del af showets lyse numre. De lød som en uhøjtidelig omskrivning af 60’er-pop tilsat en slackerattitude. Der var syng-med-omkvæd, kordamer, der sang ‘wauh’, og en Owens, der lignede svigermors drøm. Kombinationen af sangene, scenografien og Owens’ påklædning virkede ironisk, men også glædesfyldt, i forhold til den mere provokerende tone, der var at finde på debutalbummet Album. Owens lød ikke nær så sarkastisk vrængende som tidligere, da han præsenterede hittene “Lust for Life” og “Laura” (Album).  

De muntre popmelodier blev suppleret af mere melankolske, rockede numre, hvor guitarerne fik lov til at klage og støje. De var bestemt lytteværdige hver for sig, men mængden tog en del af pusten ud af den ellers gode sommerstemning og et publikum, der var klar på at danse, skåle og skråle. Det blev dog aldrig forstemmende, for selv en så nedtrykt sang som “Hellhole Ratrace” fik et lyserødt skær i Primaveras sommersol. Et skær, som matchede Owens’ skjorte og mit hjerte, hvor Girls dikterede rytmen resten af natten.

★★★★½☆

Deltag i debat