Koncerter

Primavera ’12: Pegasvs, 31.05.12, Pitchfork, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

Spanske Pegasvs satte fokus på Pitchfork-scenens undersøgelse af den nye lyd ved at invitere os med ind i en vellykket, kølig og minimalistisk genskrivning af krautrock for synthesizere.

Skulle jeg lave en karikatur på en entusiastisk Pitchfork-læser, ville det være en ung mand med et velplejet overskæg. Sådanne var der en del af til åbningen af Primaveras Pitchfork-scene. Faktisk bar vi alle, både mænd og kvinder, overskæg – af sved. Solen bagte ned over publikum, da Pegasvs trådte på scenen. Heldigvis lod Barcelona-bandet kølende minimalistisk synthpop skylle ud fra scenens skygge.

Duoen har sluppet det selvbetitlede album Pegasvs tidligere i år. Et album, der slår sig op på at være en genskrivning af krautrock og retro-futuristisk pop. Begge dele blev vredet ud af de medbragte synthesizere. Klædt i sort stod Sergio Pérez García og Luciana Della Villa helt sammenflettede med deres instrumenter – midt på scenen som et kontrolpanel, og herfra lod de på krautrocket vis den ene melodi efter den anden tage form, bygge op og sætte af ud i det blå himmelrum. Hvert nummer blev lagt an på en fast trommerytme, der drev tempoet af sted. De gik som tog over skinner. Uforanderlige og uden ende. Det blev lige til den enerverende side. Det samme formsprog kan bruges om den måde, Villa slap de spanske tekster på. Monotont og helt køligt. Det virkede dog helt på sin plads. Midt imellem opstod mere legende synthmelodier akkompagneret af science fiction-værdige blip- og ‘wush’-lyde, der fejede over scenen, samt forvrængede, kradse toner. Sammen brød de det ellers minimalistiske lydbillede.

Pegasvs. Det er fart indbygget i den ukonventionelle endelse af ‘Pegasus’. Bassen slog da også i brystet, mens melodierne rykkede i fødderne. Fremad, hurtigere, nu. Men samtidig var duoen også tro mod de konnotationer, der kan forbindes med sagndyret. Melankolske og lyse melodier modsvarede det kontinuerligt kredsende i musikkens rytmer. Det ville dog have været interessant, om de lejlighedsvise synth-flip, der destruerede de tilrettelagte melodier, havde fået endnu mere plads at udfolde sig på. Med et sceneshow, hvor næsen var stukket helt ned i instrumenterne, virkede det befriende, når García og Villa vred i knapperne og hamrede i tangenterne og sendte os ud på den anden side af den brændende sol.

★★★★☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar

boeger