Koncerter

Primavera ’12: Refused, 31.05.12, Ray-Ban, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Sebastian Sharif

Refused leverede på Primavera en overbevisende og velspillet comeback-concert. Selvom den ikke var foruden politisk-demagogiske taler, der er så karakteristiske for det politisk engagerede band, så fornemmede man et sympatisk band bag den aggressive overflade.

Der er gendannelser, som så åbenlyst er pengemaskiner for afdankede rockstjerner, hvis efterfølgende bandprojekter er slået håbløst fejl både kritisk og kommercielt. Hvis man dog bare kender en smule til Refused og deres udtalte politiske agenda, så ved man, at det dog næppe er tilfældet med dem.

Fans, der har læst bandets svanesang af et marxistisk-politisk manifest, havde sandsynligvis opgivet alt håb om en gendannelse, for når bandets kollektive politiske hjerte brænder for sin sag med en så evident lidenskab, er man nok tilbøjelig til at tolke »we will never play together again and we will never try to glorify or celebrate what was«-delen af manifestet temmelig ordret. Men her står de så på Primaveras Ray-Ban scene – en af de største på festivalen – foran nogle tusinde mennesker, der i Barcelonas tropenat fryder sig af ekstase over Umeå-hardcore-heltenes tilbagevenden. Det er som lignelsen om Den Fortabte Søn om igen.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke er den store Refused-fan. Måske i virkeligheden mest på grund af mit sparsomme kendskab til bandet, som begrænser sig til et par sange, der ikke har sagt mig det store. Men som gammel metalhead og til stadighed punkrock-fan følte jeg, at jeg skyldte dem en ærlig chance. Når det kommer til stykket, er punkens ultimative medie jo livekoncerten, og det fik Refused så sandelig sat en alentyk streg under med frontfiguren Dennis Lyxzén i spidsen. Lyxzén vred sig, hoppede, dansede og løb rundt på scenen som en Mick Jagger på amfetamin. Var det ikke for bandets renomé for at være straight edge, skulle man umiddelbart også tro, at han var på nogle lignende stoffer, for han formåede holde det nærmest umenneskelige energiniveau hele koncerten igennem. Det smittede af på publikumshavet, der kvitterede med lige så energiske bølger af himmelstrakte arme.

Selvom man ikke troede det muligt, fortsatte energikurven sin himmelfart og nåede toppen, da bandet påbegyndte storhittet “New Noise” med dets karakteristiske palm-mutede riff, efter hvilken Lyxzén da også udmattet drattede om, kampsvedende og med åben skjorte … for så bare at rejse sig igen og fortsætte sin punkede berserkergang.

Naturligvis fik Lyxzén også flettet den politisk-revolutionære agenda ind i settet med demagogiske statements som »I skaber selv forandringen« (jeg kom til at tænke på Klichés lån af Mao-citatet »folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdens historie«). Jeg har som regel meget lidt til overs for prædikende bands – hvorfor skal man prakkes politiske holdninger på, hvis man bare gerne vil nyde musikken? Det går meget nemt hen og bliver frelst.
Ironisk nok var der ikke meget marxistisk over bandet, som de stod velklædte på scenen i blazer og skjorte og spillede for flere tusinde mennesker, men i små glimt kom man om bag facaden på et band, som er ydmygt ind til kernen; bag den aggressive politiske overflade gemmer sig en dybt sympatisk humanisme. Et sådant glimt kom eksempelvis, da Lyxzén fortalte Askepot-historien om, hvordan bandet på deres højeste i dens oprindelige periode maksimalt spillede for 400 mennesker, og hvor stort det havde været for dem. »Det er jer, vi spiller for!,« erklærede Lyxzén med en måske lidt klichéfyldt, men ikke desto mindre dybfølt patos.

Som ved alle punk-koncerter længtes jeg efter at danse pogo og mærke sveden hagle fra mine medkoncertgængere; at udslette mit ego fuldkommen i den frådende, amorfe ‘punkmasse’, om man vil (ja, kald mig bare punk-romantiker).
Desværre – siger jeg i retrospekt – holdt jeg min kritiske distance. Heldigvis, kan man så sige, får jeg mit strike two på Roskilde (forhåbentlig med et lidt bedre kendskab til bandets diskografi), da de svenske hardcorekoryfæer jo heldigvis også besøger Dyrskuepladsen.
Og apropos Roskilde indser jeg jo nok, at der er mange, der kribler efter at få et praj om, hvad man skal forvente sig af det gendannede band, så lad mig sige det sådan her: Hvis du er Refused-fan, har jeg svært ved at se skuffelse som en mulighed, for vi har at gøre med et band i sit absolutte es, endda med nyfunden medvind i form af statussen som kultband. Så du kan roligt begynde at trippe forventningsfuldt til 5. juli!

★★★★½☆

Deltag i debat