Koncerter

Primavera ’12: Sandro Perri, 02.06.12, Pitchfork, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

Sandro Perris fine og eksperimenterende voksenmusik røg ud med spildevandet mellem naboscenens post-rock, dårlige lydforhold og et tamt energiniveau.

Har vi ikke alle fra tid til anden ventet hos tandlægen eller spist på en restaurant, hvor ‘hyggelig’ loungemusik har plaget vores øregange? Jeg tænker i den slags situationer ofte på, at det kunne være skønt, hvis musikken fik tilført mere nerve og uforudsigelighed. Det var noget overraskende den følelse, jeg havde efter godt tre kvarter i selskab med Sandro Perri og hans voksenband. De lød mere, som om de spillede med venteværelset for øje end for at give en opvisning i eksperimenterende pop.

Tesen om at tilføre musikken mere nerve holdt dog ikke stik. Det hjalp på ingen måde, at naboscenens post-rock hamrede ned over Perris pop. Det hjalp nu heller ikke, at Perri havde taget den bedrøvelige maske på. Med sine rynkede bryn og det krøllede hår lignede han en traurig cockerspaniel. Bas- og synthspilleren lignede derimod en tropisk frø, og det var lige før, at jeg var fristet til at slikke lidt på ham, så jeg kunne nå de eksperimenterende højder som albummet fra 2011, Impossible Spaces, tangerer.

Koncerten kom ellers langt omkring i genrerne. Numrene var sindigt opbyggede og varierede over alt lige fra jazz, pop, latinamerikanske rytmer, spacey synthlyde til mere softrockede øjeblikke. Men hvad der på plade var spændende rum at fordybe sig i, var live mest af alt en uigennemskuelig gang larm. De dårlige lydforhold gjorde, at de i forvejen labyrintiske melodier kom til at fremstå endnu mere dissonante og rodede end vanligt. Samtidig var forholdet mellem Perris vokal og de andre instrumenter ikke afstemt til hans fordel, og det kunne være decideret svært at hæfte sig ved en rød tråd i virvaret af lyde. Bedst fungerede det på de mere melodibårne numre “Changes” og “How Will I?”.

Sandro Perri er leverandør af eksperimenterende voksenmusik. Det bliver aldrig decideret vildt på plade, men det var nu ingen undskyldning for et liveshow, der havde et energiniveau, som var en 30 grader varm siesta værdig. Selv ikke på det instrumentale endestykke på “Changes” blev der skejet ud. Numrene blev fremført så kedsommeligt roligt, at jeg lige så vel kunne have sat mig til rette med et magasin og ventet på at komme ind til den infernalske boring, der syntes at foregå på næste scene.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar

boeger