Koncerter

Primavera ’12: Sandro Perri, 02.06.12, Pitchfork, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

Sandro Perris fine og eksperimenterende voksenmusik røg ud med spildevandet mellem naboscenens post-rock, dårlige lydforhold og et tamt energiniveau.

Har vi ikke alle fra tid til anden ventet hos tandlægen eller spist på en restaurant, hvor ‘hyggelig’ loungemusik har plaget vores øregange? Jeg tænker i den slags situationer ofte på, at det kunne være skønt, hvis musikken fik tilført mere nerve og uforudsigelighed. Det var noget overraskende den følelse, jeg havde efter godt tre kvarter i selskab med Sandro Perri og hans voksenband. De lød mere, som om de spillede med venteværelset for øje end for at give en opvisning i eksperimenterende pop.

Tesen om at tilføre musikken mere nerve holdt dog ikke stik. Det hjalp på ingen måde, at naboscenens post-rock hamrede ned over Perris pop. Det hjalp nu heller ikke, at Perri havde taget den bedrøvelige maske på. Med sine rynkede bryn og det krøllede hår lignede han en traurig cockerspaniel. Bas- og synthspilleren lignede derimod en tropisk frø, og det var lige før, at jeg var fristet til at slikke lidt på ham, så jeg kunne nå de eksperimenterende højder som albummet fra 2011, Impossible Spaces, tangerer.

Koncerten kom ellers langt omkring i genrerne. Numrene var sindigt opbyggede og varierede over alt lige fra jazz, pop, latinamerikanske rytmer, spacey synthlyde til mere softrockede øjeblikke. Men hvad der på plade var spændende rum at fordybe sig i, var live mest af alt en uigennemskuelig gang larm. De dårlige lydforhold gjorde, at de i forvejen labyrintiske melodier kom til at fremstå endnu mere dissonante og rodede end vanligt. Samtidig var forholdet mellem Perris vokal og de andre instrumenter ikke afstemt til hans fordel, og det kunne være decideret svært at hæfte sig ved en rød tråd i virvaret af lyde. Bedst fungerede det på de mere melodibårne numre “Changes” og “How Will I?”.

Sandro Perri er leverandør af eksperimenterende voksenmusik. Det bliver aldrig decideret vildt på plade, men det var nu ingen undskyldning for et liveshow, der havde et energiniveau, som var en 30 grader varm siesta værdig. Selv ikke på det instrumentale endestykke på “Changes” blev der skejet ud. Numrene blev fremført så kedsommeligt roligt, at jeg lige så vel kunne have sat mig til rette med et magasin og ventet på at komme ind til den infernalske boring, der syntes at foregå på næste scene.

★★½☆☆☆

Deltag i debat