Koncerter

Primavera ’12: The Olivia Tremor Control, 02.06.12, Vice, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

The Olivia Tremor Control genoplivede med stort held den psykedeliske pop, der gjorde dem til alternative hotshots i 90’erne. Det var en glad, varm og bevidsthedsgribende oplevelse, der vakte en lyst til at tampe på tamburin og logre med hele kroppen.

Det hedengange musikkollektiv Elephant 6 var stærkt repræsenteret på dette års Primavera. Jeff Mangum spillede i hvert fald 15 gode minutter med materiale fra Neutral Milk Hotel, og lørdag aften var det tid til et lige så legendarisk 90’er-band, The Olivia Tremor Control. Hvis Sandro Perri og band tidligere på dagen havde lignet en bedrøvet cockerspaniel og en flok sløve padder, så mindede TOTC mere om seks glade labradorer. Spilleglæden var så klar, at det var lige før, at de logrede, mens de sendte deres catchy psychpop ud over publikum.

TOTC virker ikke som et band, der hiver i snoren. De gik i dvale tilbage i 2000 efter udsendelsen af deres seneste album, Black Foliage: Animation Music Volume One fra 1999. Og selvom de vågnede op i slutningen af 00’erne, varede det indtil sidste år, førend der blev lækket musik fra den kommende plade. Derfor var den nye single, “The Game You Play Is in Your Head, Parts 1, 2, & 3”, det eneste forhåndsvarsel om det nye materiale, som det var muligt at høre forud for koncerten. Singlen var til gengæld en garanti for, at bandet stadig kan producere legende og omskiftelig psychedelia. Nummeret åbnede med tilbagelænet lo-fi-pop indtil ordene »all you really need is some change in your life« markerede et skift til en helt anden og mere dissonant guitarmelodi for igen at blive afløst af na-na-na-kor og en guitar, der mest af alt lød, som om den vrængede af mig.

Koncerten bød derudover på en kavalkade af 90’ernes hits. Der var både “A Peculiar Noise Called ‘Train Director'”, “Jumping Fences”, “Hideaway” og mange flere. Det er også til at nå en hel del numre, når hovedparten holder sig mellem at vare femten sekunder og tre et halvt minut. Hele vejen igennem koncerten var der et leben på scenen. Om det så var ved at synge flerstemmig sang, vride lyde som kattehyl ud af guitarerne, lave gentagelser af spøjse ord eller file på violinen, skete der hele tiden noget. Det var der til gengæld ikke det store af mellem numrene. Højest gik bølgerne, da Will Cullen Hart kiggede ud over havet og leverede et: »Wow, is that a full moon?« Det tog et ganske stenet øjeblik, hvor Bill Doss og vi andre lige kneb øjnene sammen og kiggede lidt på månen, mens Hart mumlede videre. Musikken talte dog langt bedre end bandet selv. Når først bandet fik fyret op under deres syrede, støjende lo-fi-popperler, groede der også en lille hale på mig, der logrede i takt med tamburinens slag.

★★★★½☆

Deltag i debat