Koncerter

Primavera ’12: The Rapture, 01.06.12, San Miguel, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Sebastian Sharif

Til trods for mange benspænd for den oplagte koncertgænger spillede The Rapture en festlig koncert, så det var lige før, konfettien fløj. Hittene tog sig rigtig godt ud live, og der blev rystet popoer, så sveden dryppede i litervis.

Aaaaaaaaaargh!

Forestil dig, hvordan dette frustrationens skrig gjaldede i mit indre ustandseligt i næsten en times tid. Jeg var til The Rapture-koncert på Primaveras største scene, San Miguel, og det var ikke en af de koncerter, hvor man bare kunne stå besindigt for sig selv og trippe med til. For åndssvagt nok er San Miguel som den største scene ikke den, der er mest publikumsplads foran, og det resulterede i en værre skubben og massen.

Det startede såmænd fint nok, da jeg ankom, akkurat før koncerten var sat til at starte, og stod glædesstrålende, mens jeg gned mig i hænderne, parat med kridtede dansesko (et par slidte Asics-løbesko) til at bevæge mig til The Raptures usandsynligt dansable gren af postpunk. Men så meget var mig ikke undt. Som masserne tætnede sig omkring scenen, fik jeg nærmest en albue i hovedet, ligegyldigt hvor jeg placerede mig. Der var tilmed en dude, der skubbede mig så ubehøvlet, at jeg ikke længere kunne bide min eksponentielt voksende frustration i mig og hvæsede ‘douchebag!’ af ham, hvorefter han skubbede mig ned i jorden og smuttede videre. Så meget for festivalånden! Efter en tid opgav jeg bare, stillede mig med armene ned langs siden og smilte mit bedste sarkastiske smil til folk, der tydeligvis ikke kunne lide den musikalske lugt i bageriet, og derfor forsøgte at skubbe mig af siden for at komme ud.

Men ak! Mine plager skulle ikke ende her. Mens jeg stod og passede mig selv, tilbød ikke én men to suspekte fyre mig stoffer. Jeg afslog selvfølgelig, som den sobre fyr, jeg nu engang er. Fyren foran mig var dog ikke nær så anstændig, som mit eget pæne nordsjællandske ophav fordrer mig til at være, så jeg skulle selvfølgelig stå vidne til et håndslag af tvivlsom karakter. Men nænæ, den skulle selvfølgelig lige have et ekstra twist, så alt i mens de to mænd foretog deres, ahem, transaktion, stod tre – TRE!!! – kærestepar og råsnavede inden for en radius af to meter. Uafhængigt af hinanden, vel at mærke. Det var simpelthen mareridtsagtige omstændigheder for en små-agorafobisk singlefyr.

Men jeg fik jo trods oplevet meget af koncerten. Når jeg ikke blev tilbudt stoffer, mast til plukfisk, skygget for af en eller anden tårnhøj fyr eller gjort forlegen af ublu PDA – med andre ord fik saboteret min koncertoplevelse – var koncerten en fest i højeste potens, så det var lige før, konfettien fløj.  Bandet fremførte numrene med en legesyg og sommer-frejdig kækhed, uden at det på noget tidspunkt blev useriøst eller lalleglad. Ikke så mærkeligt var det hittene, der for alvor fik folk op at køre. Så da bandet spillede ”House of Jealous Lovers”, skal der nok have været nogle, der jublende råbte efter mere koklokke, ligesom singlen ”How Deep Is Your Love?” fra sidste års In the Grace of Your Love også tog sig særdeles godt ud live.

Apropos ”How Deep Is Your Love?” har jeg undret mig over, at bandet har valgt at kalde sangen netop det, velvidende (må man gå ud fra) at Bee Gees har lavet et nummer med samme titel. Efter denne her koncert undrer jeg mig stadig, for der er ikke meget af Bee Gees-nummerets engleblide softrock at spore i The Rapture. Så selvom det vel nok er en hyldest, ville det have været mere passende at opkalde nummeret efter ”You Should Be Dancing”, for ”How Deep Is Your Love?” tilskyndede mere end nogen anden sang i bandets sæt de festglade festivalgængere til at ryste deres popo, så sveden dryppede i litervis. Jeg fik da også danset (grimt) så meget, som den trange plads tillod mig, selvom det nær var ved at ende i en “Tragedy”!

★★★★★☆

Leave a Reply